A Christmas Carol

Familiefilm

A Christmas Carol

USA, 2009

Instruktion: Robert Zemeckis

1 time 36 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Et sted i Charles Dickens' elskede juleeventyr, ”A Christmas Carol” (1843) ser hovedpersonen, Scrooge, luften fyldt med lænkede ånder, hvis straf det er at være vidne til menneskers sorg og elendighed uden at kunne hjælpe.

De straffes, fordi de har fornægtet julen og dens hele mening, julen som symbol på, hvordan livet bør leves: I et samfund, der udvikles til et fællesskab af ubrudt glæde bygget på hjertelighed og gensidighed.

I både julens vision og i Dickens' eventyr forvandles denne drøm til levende, legende eventyr. Derfor elsker så mange julen, og derfor er ”A Christmas Carol” nok verdens mest læste julehistorie og filmatiseret adskillige gange.

”Stenen, der hjælper”

Scrooge betyder nærig, gerrig, smålig, arrig og ondsindet, og det er nøjagtigt, hvad Scrooge er: En fornægter af al glæde, ethvert fællesskab, enhver imødekommenhed. Derfor er han vissen og indtørret, vrissen og ensom og ligner i passager Stevensons onde Mr. Hyde, når han stavrer rundt, krumrygget og indædt, afpillet og tynd som en knortekæp.

Men Ebenezer Scrooge, som hans fulde navn lyder, bliver klogere, eller rettere: Han forvandles fra gammel forstenet gnier til hjælper og godgører. Fornavnet, der er hebraisk, betyder ”stenen, der hjælper” (1. Sam. 4,1 og 5.1), og lykkeligvis ender han ikke som de lænkede ånder, men som en hjælpsom og lykkelig mand.

En ensom død

I løbet af julenat hjemsøges den panikslagne Scrooge af tre ånder, der konfronterer ham med først hans fortid, hans fornægtelse af kærligheden til fordel for en rigdom, der aldrig bringer ham glæde, kun bekymring, og han er rystet.

Den næste ånd viser ham, hvordan andre menneskers omgås og fejrer jul i fred og glæde og hjertelighed, og hvordan man ser på ham: I en blanding af medynk, latterliggørelse og foragt. Den sidste ånd viser ham hans endeligt: Et iskoldt følelsesliv, en ensom, angst og skrækslagen død.

Så er Scrooge forvandlet - julemorgen: Mens klokkerne bimler, og julesalmerne toner, folder han sig ud i overstadig kådhed og ødsel gavmildhed og møder alle med latter og fryd og gammen. Amen.

Det er en opbyggelig historie, naturligvis, men opbyggelig er det svært at være, og endnu sværere er det at filmatisere et eventyr, hvor tyngdekraften og alle andre naturlove er ophævet. Det lykkes Disney Studierne og instruktøren Robert Zemeckis - så godt som vel overhovedet muligt, men der unægtelig matte og anstrengte passager undervejs.

Personligt synes jeg ikke, at 3D-formatet, der lader billederne fremtræde tredimensionalt, føjer noget til oplevelsen, og særlig sjovt er det ikke at sidde med de store briller, som teknikken kræver.

Animationen og computerstyringen beherskes overlegent, men tenderer mod at blive et mål i sig selv - på historiens bekostning. Alt hurlumhejet bremser dens fremdrift unødigt, selv om billederne er flotte og den febrilske bevægelighed ren akrobatik.

Carrey i flere roller

Filmen er fyldt op med gode skuespillere: Som Scrooge er Jim Carrey maskeret nærmest parodisk. Med en tud som en lang knast og en hage som en hestehov. Det samme gælder hans forklædning i rollen som hver af de tre ånder. Det er for meget - især for nr. to.

I andre roller gør solide folk som Colin Firth, Gary Oldman og Bo Hoskins god fyldest, selv om samtlige personer er designet til at ligne figurerne på de gamle Dickens-illustrationer - i enkelte tilfælde over i retning af Hogarths satiriske fysiognomier.

Men jeg vover det gæt, at større børn vil blive revet med og får en kostelig oplevelse - som en karruseltur i Den Blå Vogn i rutsjebanen.

Men at smække ”A Christmas Carol” op her først i november er unægtelig at tage et tvivlsomt forskud på julen.