Anmeldelse: Den bestøvlede kat

Animationsfilm

Den bestøvlede kat

USA, 2012

Instruktion: Chris Miller

1 time 30 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Den Bestøvlede Kat er en slem missekat. Derfor blev han hurtigt en populær karakter i Dreamworks' Shrekfilm, hvor han svingede sin kåre som en anden Zorro og fik folk og fæ til at dåne med sit altnedlæggende charmeblik. Han har nu fået sin helt egen film, der fortæller historien om, hvordan Kat blev domesticeret ned i et par støvler og fik en fjer i hatten.

Ligesom det var tilfældet i Shrek-filmene blandes gammelkendte eventyrelementer ind i den nye historie. Denne gang optræder den koleriske blærerøv Klumpedumpe fra blandt andet ”Alice i Eventyrland”, der dog har fået et mentalt ansigtsløft, så han er en lidt blidere om end stadig en skyggefuld person.

Kat og Klumpedumpe vokser op på det samme børnehjem, og de beslutter sig for, at de en dag skal finde de magiske bønner, der kan føre dem til en gås, der lægger guldæg. Men Kat forlader projektet, da han opdager, at hans ven ikke har helt rent mel i posen, og først mange år senere mødes de to igen for at fuldføre projektet.

Nu er også springkvindekatten Kitty involveret, og det kan nok få Kat til at spinde sig godt ind i hele miseren.

Allerede en succes

Det bliver symbolsk for DreamWorks' nye filmprojekt, at hovedpersonerne leder efter guldæg. Da Shrek i sin tid blev undfanget, var det den første film i mange år, der kunne true Pixars plads på animationsfilmens trone, efter at det selskab til gengæld havde detroniseret Disney.

Spin off fra en anden film er som regel et forsøg på at tjene penge på noget, der allerede har vist sig rentabelt. Og i USA har ”Den Bestøvlede Kat” da også allerede indtjent overraskende meget. Men det bliver den ikke bedre af.

Meget af det, der før har gjort kattekarakteren så elskelig, er blevet så udvandet, at Kat blot er en bleg skygge af sig selv. Her er den gjort mere moralsk, mindre slesk og selvoptaget, og dermed langt mere kedelig. For selv når der er tale om en rødpelset hattebærende støvle-kat skal den psykologiske karakter være fyndig og overbevisende.

Det hjælper lidt, at filmen er en visuel fest, der leger med split screen a la Sergio Leones spaghetti-westerns, og at den er sprængfyldt med små detaljer som fjeren i Kats hat, der af og til dykker ned fra øverst i billedet.

De velovervejede gimmicks opvejer dog ikke den javertus af en historie, der hurtigt kommer til at virke endog kattejammerligt uinspireret.

Den bestøvlede kat er en slemt tam kat.