Animation
Rio
USA, 2011
Instruktion: Carlos Saldanha
1 time 36 min.
Premiere i dag i biografer landet over
Skaberne af Ice Age-filmene har denne gang henlagt deres fantasier til varmere himmelstrøg, nærmere bestemt Rio de Janeiro. Den blå ara Blu, der er vokset op hos pigen Linda i det kolde Minnesota, vender tilbage til sit naturlige habitat for at parre sig med den eneste anden af arten, den blå viol Jewel.
Inden de når så langt (ingen kys, ingen dyrisk forplantning), kommer de to fugle dog ud på eventyr, da de først bliver kidnappet og senere stikker af fra et par fuglesmuglere, der får hjælp af en satanisk kakadue.
Først og fremmest handler ”Rio” om at lære at svæve på egne vinger, hvis de da kan bære. Den tilføjer intet nyt til den ældgamle debat om arv og miljø, men har tværtimod de politisk korrekte animationsfilms kedelige tendens til at ville gøre alle glade.
Derfor bliver tanken om at være fri som fuglen klistret sammen med idealiseret og klæbrig familieidyl.
En musikalsk indledning, sjove dyr og mange farver skal dog nok fange de mindstes opmærksomhed.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



