Anmeldelse: Sucker Punch

Action

SUCKER PUNCH

USA, 2011

Instruktion: Zack Snyder

1 time 49 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Der kan findes nok af argumenter for, at ”Sucker Punch” er noget nær komplet hjernedød. Hvis man synes, at sådan noget som Woody Allen er højdepunktet af moderne filmkunst, skal man i hvert fald nok nærme sig den med betydelig varsomhed.

Selv om historien i Zack Snyders film er nyskrevet, ligner den en filmatiseret tegneserie af de mere dystre, afvekslende med scener, der ligner hæsblæsende computerspil.

De talebobleagtige replikker er skiftevis banale og lommefilosofiske, mens skuespillet er nærmest gennemført todimensionelt; det er næppe den film, som veteranen Scott Glenn eller ”Mad Men”-stjernen Jon Hamm vil fortælle deres børnebørn om.

Når duller dræber

I centrum står den arme Baby Doll spillet mekanisk surmulende af Emily Browning, hvis onde stedfar efter at have myrdet hendes lillesøster får hende spærret hende inde på et sindssygehospital. Her vil den liderlige sygeplejer have hende trepaneret, hvorefter hun fantaserer sig bort til et luksusbordel.

Der bliver hun venner med fire andre letpåklædte duller. Samtidig med, at hun fantaserer sig og dem bort i vilde action-sekvenser, danser hun, så alle mænd hypnotiseres, og derfor bliver det muligt for de fem at planlægge deres flugt.

Er det fjollet, vulgært, lummert, småsadistisk og kvindefjendsk, eller er det bare tænkt enormt ironisk? Et selvglad filmnørdanliggende med efterklange af alt fra ”Brazil” over ”Kill Bill” til ”Inception” og ikke mindst ”Sin City”?

Eller lidt af det hele? Det er i hvert fald også voldsomt flot, ind imellem faktisk ret spændende, og, hvis man når at kigge efter, langt mere raffineret og detaljemættet fortalt end det først ser ud til.

Pløk en ork

For filmen er også alternativt begavet i ret usædvanlig grad. Zack Snyder kan jonglere ekstraordinært virtuost med billeder, musik og mange stilarter og er ikke bange for at svinge mellem det totalt fjollede og det for en (slags) actionfilm ganske alvorlige.

Så vi sendes igennem både skyttegravskrig tilsat tyske zombier, et ”Ringenes Herre”-univers, hvor der pløkkes orker med maskinpistoler, samt robotter, som bekæmpes med samuraisværd. Foruden et lydspor hvor rockklassikere fra Beatles' ”Tomorrow Never Knows” til Björks ”An Army Of Me” bliver opdateret og remixet til noget nær ukendelighed.

Debil eller dybsindig?

Man kan også gøre sig meget langhåret og hævde, at det faktisk lykkes den at provokere og eksperimentere og være både underlig og øretæveindbydende på en helt anderledes fandenivoldsk og underholdende måde end mange mere traditionelle eksperimentalfilm.

Uanset at den overraskende slutning ikke er helt så overraskende, som instruktøren vist selv tror (”Sucker Punch” betyder et slag, der falder uden varsel).

I hvert fald vil man gå galt af den, hvis man kun betragter den som debil underholdning - de amerikanske anmeldere har nærmest stået i kø for at kaste op på den - eller som noget meget dybsindigt og mangelaget. Hvis ikke den virkelige provokation ligger i, at Zack Snyder insisterer på at forsøge at lave begge dele samtidig.