Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Mad Max. Fury Road – 3D | film.guide.dk

Anmeldelse af Mad Max. Fury Road – 3D

Action: Charlize Theron har den egentlige hovedrolle i dette ødelæggelsesorgie, en reboot af kultfilmen Mad Max.

Mad Max: Fury Road – 3D

USA, 2015

Instruktion: George Miller

2 timer

Premiere i 71 danske biografer


Max er slet ikke så mad (skør). Det er den nye film med ham til gengæld. 36 år efter, at George Millers australske postapokalyptiske actioneventyr havde premiere, præsenterer instruktøren endnu et eksplosivt vanvidsridt, en gal opvisning i lyd- og special effects-extravaganza, en reboot, altså en genstart af serien.

Bag 3D-brillen (og med fingrene i ørerne, som må udgøre det høreværn, man flere gange savner undervejs), får man knap tid til at tænke over, hvad pokker ”Mad Max: Fury Road” egentlig er for en størrelse, for Miller hopper direkte ud i actionscenerne. På den måde tager han os med bukserne nede. Her spildes ikke tid på at præsentere et univers, som vi er vant til, det handler alene om at blæse håret tilbage og øjnene helt ind i baghovedet på publikum. Og dén mission lykkes.

Først den ene vej ...

Max (Tom Hardy) er en ensom ulv, der kun har sit instinkt tilbage og ét mål for øje: overlevelse. Da han bliver fanget af en gruppe soldater, der kæmper for tyrannen Immortan Joe, sætter Max alt ind på at flygte. Ad lange, bragende, hårdtslående omveje ender han med en gruppe kvinder, ledet af den frygtløse kriger Furiosa, der også flygter fra Immortan Joe. Han har brugt kvinderne som rugemødre, men de vil ikke længere behandles som nogens ejendom.

Første gang vi ser De Fem Hustruer, som de bliver kaldt, er de iført sparsomt dækkende, hvide klude – og det er lige før, der går Miss Wet T-shirt i den, da de tørstigt hælder vand ud over sig selv.

Men her tager George Miller igen fusen på os. For det varer ikke længe, før de fordomme, man skulle have om machosvedende actionfilm, bliver gjort til skamme. I modstrid med de traditionelle genrekonventioner er det kvinderne, der redder Mad Max, og Charlize Theron er i rollen som Furiosa filmens egentlige hovedrolleindehaver. Hun er alt andet end blot en lækkerbisken for øjet. I George Millers saftige fremtidsvision er det kvinderne i fællesskab, der redder verden, ikke den enlige, mandlige helt.

Moderne voldsresistens

I de første udgaver af de tre Mad Max-film, der blev lavet i hhv. 1979, 1981 og 1985, var det Mel Gibson, der spillede rollen som outsideren, der smadrer sig vej gennem en barsk, dystopisk verden; film, der i øvrigt satte Gibsons karriere på skinner. Filmene var så voldsomme, at kritiske røster fordømte dem som moralsk forkastelige, og flere steder blev de censureret.

Måske er vold blevet så normaliseret som underholdningsudtryk, at denne ”Mad Max”-film ikke opleves som afvigende eller provokerende i sin måde at bruge vold som koreografi på. Jeg håber ikke, at det moderne menneske er blevet resistent over for vold som sjov og ballade, selv om massemedier i lang tid har påvirket os i den retning.

Jeg tror dog, at jeg med en vis sikkerhed kan skrive, at her er der ingen grund til moralske kvababbelser over det voldsomme univers. Det er så karikeret, at man ikke rigtig kan tage det alvorligt. Det er, som hvis rockbandet Kiss har lavet Hulebjørnens Klan om til tegnefilm med to Hollywoodstjerner og alt levende akrobatcrew fra Cirque du Soleil.

... og så den anden vej

Første halvdel af filmen bruger Furiosa, De Fem Hustruer og Mad Max på at flygte fra Immortan Joe – de har ham lige i hælene. Den anden halvdel af filmen bruger de så på at vende tilbage for at redde de mennesker, der er fanget i diktatorens jerngreb.

Det er så simpelt, at man – heller ikke af den grund – tror sine egne øjne. Det er både alt for lidt og alt for meget, men ”Mad Max: Fury Road” er bestemt en sært fornøjelig centrifugetur, som også er besnærende på grund af de vanvittige visuelle visioner, som Miller og hans hold præsenterer.

Anmeldelse af X-Men - Days of Future Past

21-05-2014: Bryan Singer løfter tegneserie-blockbusteren til et nyt niveau med den seneste, forrygende filmatisering af ”X-Men”. Læs artikel

Anmeldelse af Captain America - The Winter Soldier

26-03-2014: I ekkoet fra ”Captain Americas” muskuløse katastrofebrag gemmer sig en noget tyndbenet historie om spionorganisationen S.H.I.E.L.D.S. Læs artikel

Anmeldelse af RoboCop

06-02-2014: Der lægges op til en masse interessante problemstillinger i José Padilhas reaktualisering af klassikeren ”RoboCop” fra 1987, men meget få af dem bruges til noget. Læs artikel

Anmeldelse af Iron Man 3

25-04-2013: Robert Downey Jr. er stadig i hopla som Tony Stark, men rollen og filmene udvikler sig ikke ud over gentagelsesniveau. Læs artikel

Anmeldelse: Immortals

01-12-2011: Mandekroppen fremstilles som fetichistisk objekt i etblodsprøjtende afklapsningsbal. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...