Anmeldelse: Mission: Impossible - Ghost Protocol

Action

Mission: Impossible - Ghost Protocol

USA, 2011

Instruktion: Brad Bird

2 timer 23 minutter

Premiere i dag over hele landet

Historien bygger på en tv-serie, og de kan jo vare i det uendelige. Det gør filmen her ikke, kun næsten. Den er alt for langtrukken til trods for, at den pumper sig op med filmiske anabole steroider og den røde hærs mandskor.

Handlingen fræser derudad - fra Budapest til Moskva til Dubai til Mumbai, og samtlige byer præsenteres som turistreklamer.

Nej tak til atombomber

En gal videnskabsmand har fået fat i koder til en atomsprængning og vil lægge kloden øde. Sådan en gut må naturligvis standses, hvad ellers? Så Tom Cruise kommer efter ham med sin minihær og mængder af isenkram, som ingen - tilskueren mindst af alle - forstår sig på. ”007”-Bond-teknikaliteterne er for længst antikverede. Her går det anderledes hektisk for sig, men langtfra så spændende og ikke halvt så charmerende som i gamle dage.

Historien er uden sammenhæng. Der ingen mening. Ikke engang i galskaben. Skønt Cruise har det halve Moskva i hælene, ekspederes han gesvindt ud af Rusland i et filmklip. O.k. - ret skal være ret: Der er en enkelt nervepirrende sekvens, men det er for lidt i en film af den længde.

Heppekor for Tom Cruise

Skønt filmen finder på alt muligt og umuligt, er manuskriptet og dialogen slatten og vrøvlet og iscenesættelsen slap og blank: Sådan lidt biljagt, lidt forklædning, lidt sandstorm, lidt skyderi - lidt af alting, men for lidt af det væsentlige: En ordentlig thriller.

De agerende er nærmest heppekor for Cruise, der jo ikke er nogen dårlig skuespiller, men han burde have fornuftigere ting at tage sig til.