Anmeldelse: Sømmet i bund

SPEED RACER

USA, 2008

Instruktion:

The Wachowski Brothers

2 timer 15 min.

Premiere i dag

i biografer landet over



Denne film er ikke nær så dum, som den umiddelbart ser ud til, og som de ualmindeligt brutale amerikanske anmeldelser kunne give indtryk af. I så henseende er den nærmest det stik modsatte af den kultdyrkede ”Matrix”-fremtidstrilogi, som først i årtiet gjorde brødrene Andy og Larry Wachowski verdensberømte.

Det er i øvrigt også den første film, de har instrueret siden den sidste Matrix-film i 2003. ”V for Vendetta” fra 2006 skrev og producerede de, men overlod til James McTeigue at instruere.

”Speed Racer” er baseret på en japansk-inspireret amerikansk tegnefilmserie fra 1960'erne. Titelpersonen er den talentfulde unge racerkører (Emile Hirsch), der er traumatiseret af sin brors død i en løbsulykke, men alligevel beslutter sig for at køre det store løb for derigennem at kunne afsløre branchens korruption og onde bagmænd.

Troværdige floskler
Hvis man allerede ser store advarselsskilte blinke med ”Giv agt! Klichéer forude!” er det ikke spor forkert. Det er faktisk en hovedpointe i filmen og en betydelig del af dens charme.

Alle personerne er nemlig ikke blot gennemførte floskler, som var det en renskuret Disney-familiefilm fra dengang: Den kernesunde familie, den martrede (og mælkedrikkende!) helt, hans overnuttede lillebror (med chimpanse), de skurkagtige storkapitalister, og så videre og så videre.

De bliver også spillet, og deres papreplikker sagt med så meget overskud og præcis stilsans, ikke mindst af John Goodman og Susan Sarandon som forældrene, at universet på sine egne stiliserede præmisser ender med at virke næsten troværdigt - vel at mærke uden at blive ironisk på den selvglade måde.

Hysteriske pangfarver
Men kun næsten. For filmens anden hovedpointe er netop, at den konstant gør opmærksom på sig selv som gennemført kunstig og alt andet end realistisk.

Det vil sige gennemført hysteriske pangfarver og i særdeleshed i de tre store væddeløb en bevidst blanding af almindelig film, animation, noget der ligner gammeldags arkadespil, eller noget, der ligner toptunede nutidige pc-spil.

Nogle gange hæsblæsende virtuost, andre gange bevidst ubehjælpsomt og ufærdigt - nærmest som vil filmen gøre opmærksom på, at alt animations- og effekt-halløjet altså også er kunstigt illusionsmageri.

Og hvis brødrene Wachowski ikke er dybe, er de i hvert fald formidable stilister. Det er også det, der bærer filmens voldsomme spillestil nogenlunde igennem, nemlig at der konstant bliver smidt nye visuelle ideer, baggrundspanoramer, fortælletricks og variationer af de ellers så endeløse racerdueller op på lærredet.

Nogle snusfornuftige voksne vil givetvis hade filmen, helt små børn vil formentlig ind imellem stå af på nogle af de ret indviklede spring frem og tilbage i tid. Men har man blot en smule film og benzin i blodet (eller bare et par gear på cyklen), kan den være en asfaltfest.