Rambo

RAMBO

USA 2007

Instruktion: Sylvester Stallone

1 time, 31 minutter

Premiere landet over


En flok naive kristne missionærer vil leje John Rambos båd til at sejle over grænsen mellem Thailand og Burma. Her vil de hjælpe Karen-folket, som forfølges på grusom vis af det burmesiske militær.

»Did you bring guns,« spørger Rambo skeptisk.

»Of course not,« lyder det småforargede svar.

»Then you're not gonna change anything.« Hvilket den følgende lille halvanden time så går med at demonstrere både direkte og indirekte, i knogleknasende, blod- og hjernemassesprøjtende detaljer.

Siden Rambo midt i 1980'erne i hurtig rækkefølge nedkæmpede en del brutale amerikanske politimænd (i ”First Blood”), det meste af Vietcong samt en flok fæle russere (i ”Rambo: First Blood Part II”) og de fleste af Moskvas afghanske lakajer samt endnu flere fæle russere (i ”Rambo III”), har den hårdtpumpede Vietnam-veteran i Sylvester Stallones fåmælte skikkelse tilsyneladende levet et fredeligt liv dybt inde i Thailand, før missionærerne nu får ham lokket i aktion igen. For at gøre titelforvirringen total har den nye film, den første i serien, som Stallone selv har instrueret, blot fået titlen ”Rambo”.

Nu med hjælpere
Indledningsvis bliver det udpenslet langt hinsides kvalmegrænsen, hvordan burmeserne lemlæster, voldtager, afbrænder, myrder og massakrerer, hvor de kommer frem. Deres kommandant er tydeligvis ekstra led, for han går med solbriller, ryger cigaretter og misbruger små drenge.

Uanset de politiske realiteter bag filmen - herhjemme har Carsten Jensen, omend på noget anden vis, beskrevet Karen-folkets trængsler i rejsebogen ”Det glemte folk” - er de imidlertid kun, som tidligere Vietnamkrigen og den russiske besættelse af Afghanistan, en anledning. Nemlig til, at Rambo på spektakulært makaber facon, og eventuelt til tilskuerens sadistiske fryd, kan aflive flest mulige af de fjender, som alligevel ikke har fortjent bedre end at blive blæst af vejen/plaffet ned/sprættet op.

Helt ung er hverken Rambo eller den 61-årige Stallone dog længere. Så dels undlader han modsat ved tidligere lejligheder at vise sig i nøgen overkrop, dels får han hjælp af en flok halvbøvede lejesoldater.

Hvad der i virkeligheden gør filmen væsentlig mere mekanisk og uvedkommende, end forgængerne på deres egne voldsliderlige præmisser var, uanset at Stallone kan iscenesætte ultravoldelig action bedre end de fleste. Når det imidlertid ikke længere er ham alene mod en hel hær, men derimod ham og en gruppe næsten lige så effektive håndlangere, forsvinder en del af energien simpelthen.

Drivende hykleri
Det virker endda som om det har været et problem at få filmen til at fylde blot halvanden time. At der så ind imellem er indlagt patetiske replikskifter om ansvar og moral og den slags, hvor hykleriet driver ned ad biograflærredet, gør den ligesom Stallones lejlighedsvise forsøg på at fremstille følelser blot ufrivilligt komisk midt i alle massakrerne.

Men altså: når ikke lige der slagtes løs, ser der rigtig flot og naturskønt ud i Thailand, hvor filmen nu er indspillet, og Stallone kan inden for sine bevidst ydmyge rammer stort set, hvad han vil, både som instruktør og, om man så må sige, skuespiller. Trods filmens svagheder går éns indre selvtægtsmand ikke særlig skuffet fra biografen.

Oven i købet lægger slutningen op til, at Rambo endelig får taget afsked med junglen og vender tilbage til den vestlige verden. Så de autonome på Nørrebro skal heller ikke vide sig for sikre.

jakob.levinsen@jp.dk