Anmeldelse: Real Steel

Action

Real Steel

USA, 2011

Instruktion: Shawn Levy

2 timer 7 minutter

Premiere i dag i biografer landet over

Der er godt nyt til alle os, der stadig mindes og savner den prægtige britiske tv-

serie ”Robot Wars”.

I en nær fremtid bliver boksning, wrestling og anden kampsport nemlig angiveligt helt og aldeles et anliggende for kæmperobotter. De er både flottere og mere larmende end deres levende forgængere og behøver selvsagt heller ikke at tage menneskelige hensyn.

Til gengæld er det blevet hårde tider for den tidligere bokser Charlie. Han hutler og platter sig igennem ude på det amerikanske bøhland med at tjene småpenge på ikke alt for gode robotter og skal en dag også pludselig tage sig af den 11-årige søn Max, som han ellers aldrig tidligere har bekymret sig om.

Fra skrammel til stjerne

Men så finder far og søn tilfældigvis en gammel, skramlet robot, som lige akkurat stadig kan gå i ringen. Den viser sig dog alligevel at kunne noget særligt og sønnike at være et naturtalent til at styre den, så mens far og søn begynder at finde hinanden, og Charlie begynder at genvinde sin selvrespekt, kommer robotten Atom op mod større og større modstandere.

Og netop, filmen virker i al sin fodslæbende forudsigelighed og tiltagende tudevorne sentimentalitet også, som om den selv er udtænkt af robotter og svejset nødtørftigt sammen på en affaldsplads for gamle boksefilm. Steven Spielberg er producent, så ikke overraskende er sukkerkvotienten tillige høj.

Ind imellem de mange larmende floskler, akkompagneret på lydsporet af en endeløshed af hiphop og metal i den mest brølende aftapning, er der nu ellers også små øer af eftertænksomhed. Måske endda rester af en film om far og søn, der oprindelig var tænkt langt mere intim og lyrisk.

Ikke bare muskler

På en lidt bagvendt måde får Hugh Jackman nemlig vist, hvor god en skuespiller han er. Rollen som Charlie er så syntetisk opbygget som nogen robot, men han får sine steder tilført den ikke så lidt menneskelighed og selvironi i forhold til sin status som ubarberet macho-idol (og jo, de damer, han smider også T-shirten).

Talentet Dakota Goyo får næsten lige så meget ud af den næsten lige så syntetiske rolle som Max, og filmens effektfolk har endda fået skabt en håndfuld robotter, der ofte udstråler mindst lige så meget sjæl og har mindst lige så meget personlighed som de fleste af birolleskuespillerne.

Den får de formentlig endnu mere brug for i den fortsættelse, der allerede er annonceret.