Anmeldelse: Green Lantern

Action

Green Lantern

USA, 2011

Instruktion: Martin Cambell

1 time 54 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Endnu en filmatiseret tegneserie med 70 år gamle rødder. Da 70 jo er ”støvets år”, burde man nok have ladet den dø i fred og på papiret, så filmlærredet var blevet forskånet.

Trods visse visionære scenografiske kvaliteter er filmen en trættende omgang, der trækker ud i det uendelige - svarende til verdensrummet, hvorfra de er altædende og har appetit på planeten Jorden, som de suger til sig i et ildsprudlende gab.

Også vi andre spærrer gabet op - uden ild, men af ren og skær søvnighed, for ærlig talt: Kampen om kloden er noget søvndyssende, men som sædvanligt frelses den på et hængende hår.

Testpilot som helt

At den reddes, om ikke på målstregen, så i sidste øjeblik, skyldes helten, en overmodig testpilot, der af et extraterrestialt jægerkorps får tildelt rang af ”Green Lantern” og forsynes med en ring, der lyser grønt og har magiske kræfter, som fastholder kloden i dens vante gang. Ringenes herre tager opgaven alvorligt.

Helten spilles af Ryan Reynolds, der ligner et mislykket franskbrød, men er kåret som the sexiest man alive af People Magazine, der må være særdeles nøjsomt. Mr. Reynolds har mimik som en ansigtslammelse og er lige så drænet for erotisk udstråling som filmens monstre, der ellers er kreativt designet.

Blandt de øvrige skuespillere bemærkes Tim Robbins, men mest bemærkes, at han er blevet en noget opulent herre. Bedst klarer Peter Sarsgaard sig som en nørd af en videnskabsmand, der inficeres af ondskaben, så han udvikler et kranium som en forvokset homunculus og bliver en skidt fyr.

Der er flotte og buldrende, ildevarslende og truende scenerier ind i mellem. Alligevel virker historien som en træls tur i ”den blå vogn”. Meget tyder da også på, at datomærkningen på den type film er overskredet.

I USA er ”Green Lantern” et flop og har fået langt mere knubbede ord med på vejen end ovenstående.