Anmeldelse: Sherlock Holmes

Actiondrama

Sherlock Holmes

England, Australien,USA, 2009

Instruktion: Guy Ritchie

2 timer 8 min.

Premiere 25. december i 55 biografer landet over

Havde James Bond levet i den victorianske tid i England, ville han ligne Sherlock Holmes i den nyeste film om detektiv-ikonet. En ener, der er hårdtslående, fræk, hurtig både i ben og hoved, og som bliver udfordret af kvindelist og skønhed og ikke har meget tilovers for autoriteter, og som er sit arbejde.

Instruktøren Guy Ritchie har opdateret historien om verdens største fiktive detektivhelt, og han har fokuseret mere på Holmes' fascination af ”martial arts” (og brugt det som en undskyldning for lange slåskamp-scener), end på de excentriske finurligheder, som Holmes oprindeligt blev udstyret med af figurens ophavsmand, Arthur Conan Doyle. Hermed er noget af karakterens oprindelige charme forsvundet, selv om Robert Downey Jr. portrætterer manden, der balancerer på grænsen mellem gal og genial, med en balletdansers elegance og sværvægters styrke.

Tonerne fra et ustemt klaver indleder Guy Ritchies film om verdens største fiktive detektiv, og det er et forvarsel om, at der ikke er lutter rene toner i dette ellers meget effektive stykke underholdning.

Man kan dog ikke klandre instruktøren og hans manuskriptforfattere for ikke at have gjort deres forarbejde godt. De kender Arthur Conan Doyles univers til fingerspidserne. Derfor præsenteres Holmes selvfølgelig som den piberygende, violinspillende, besynderlige detektiv, der opklarer forbrydelser ved hjælp af en blanding af dumdristighed og deduktion.

Vi møder den krigsskadede ven og hjælper, den kultiverede gentleman Dr. Watson (Jude Law), der ikke helt kan stå for den spænding, Holmes bibringer hans ellers meget nydelige liv; vi lærer den hypnotisk smukke femme fatale, Irene Adler, at kende, den eneste kvinde, der har taget detektiven ved næsen, og som han (derfor?) har en undertrykt sensuel længsel efter. Vi introduceres til den plumpe politiinspektør Lestrade, der altid er tre skridt bag Holmes i opklaringsarbejdet (i skikkelse af den dejligt gnavne Eddie Marsan), og sidst, men ikke mindst, får vi et kort glimt af verdens første superskurk, professor Moriarty.

Gryden er rystet

Disse doylske arketyper er kastet i historiegryden og tilsat detaljer fra Holmes-universet, såsom detektivens fascination af det okkulte og hans enestående og sære viden om for eksempel Londons jordarter. Ja selv fotografiet af Irene Adler, som var Holmes' betaling for at have løst en opgave for hendes tidligere elsker i novellen ”Skandalen i Bøhmen” (1891), ser vi.

Det er imponerende, nørdet detaljerigdom, men i stedet for blidt at vende alle ingredienserne sammen til en ny Holmes-delikatesse har Guy Ritchie rystet gryden voldsomt og krydret med mange, lange actionscener i ekstremt slow motion, klassisk Ritchie-style. Det er der kommet en uensartet ret ud af. Fordi holdet bag filmen vil det hele, bliver det en forpustende oplevelse, og det på trods af at action-sekvenserne virker handlingsretaderende.

I forbindelse med 100-året for Ian Flemmings fødsel udkom en ny James Bond-roman, ”I djævlens tjeneste”, skrevet af Sebastian Faulks. Den solgte uhørt godt på grund af sin kendte hovedperson og på trods af sin forglemmelige plot. Nu er Sherlock Holmes den nye dreng i klassen, den fantasirige franchise, der kalder på fortsættelser. Og det ville slet ikke være så dårligt at få lov til at møde Robert Downey Jr. og Jude Law som drenget makkerpar med attitude igen.

Bare Guy Ritchie sammensætter sin detektivcocktail med mere mådehold og laver den, med en omskrivning, ”stirred, not shaken”.