Death Race

JAKOB LEVINSEN

DEATH RACE

USA 2008

Instruktion: Paul W.S. Anderson

1 time 45 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Ikke mange floskler lades uberørt, i hvad der primært er en undskyldning for larmende, blodige biljagter i én uendelighed. I 2012 er USA blevet et fascistisk samfund i opløsning, og et privatdrevet fængsel tjener styrtende på et tv-show, hvor dødsdømte fanger kører ræs på liv og død i sværtbevæbnede biler.

Filmen er en genindspilning af Paul Bartels kultsatire ”Death Race 2000” fra 1975. Nu er humoren imidlertid helt fraværende, til fordel for syv kvarters gennemført brutalt bil(led)lir, hvor utiltalende typer på stribe bliver smadret på forskellige iøjnefaldende måder.

Uskyldigt dømt

Altså undtagen vor helt, der såmænd hedder Jensen, (englænderen Jason Statham), og naturligvis er uskyldigt dømt for at have myrdet sin kone, men også en meget bedre racerkører end alle de sammenbidte dræbere omkring ham. De kvindelige fanger ligner derimod alle som én noget fra popgruppen Pussycat Dolls.

Overordnet er der ikke mange overraskelser i den spinkle historie. Til gengæld er tempoet så højt, musikken så brølende, fotograferingen og effekterne så ferme og handlingen snoet lige så meget, at underholdningsværdien er ganske høj.

Dobbeltmoral

Det er dobbeltmoralen ikke overraskende også. Den løftede pegefinger om tv-seernes blodtørst går så at sige hånd i hånd med filmens egen appel til biografpublikummets laveste, mest sadistiske, adrenalinpumpende og motorolierede instinkter.

Selv den politiske korrekthed hykles der for. Midt i alle udskridningerne formår vor helt nemlig også at få sin ærkerival, en selvhadende sort homoseksuel (rapperen Tyrese Gibson), til at finde fred med sig selv, ja de bliver ligefrem venner.

Kastraktionsangst

For slet ikke at tale om den kastraktionsangst, der kan hævdes at være filmens egentlige grundtema.

Superfængslet, og dermed de mange macho-mænds skæbne, regeres nemlig nådesløst af en iskold blondine på tårnhøje hæle - den formidable Joan Allen, der på sin egen kyniske måde tydeligvis morer sig fortrinligt, og det er hun bestemt ikke ene om.