Anmeldelse: Resident Evil: Afterlife

Science Fiction

Resident Evil: Afterlife

Tyskland, England, USA, 2010

Instruktion: Paul W.S. Anderson

1 time 37 min.

Premiere i dag i biografer landet over - i udvalgte biografer vises den i 3D

Med trutmund, svag accent og et ålestramt action-outfit er Alice (en som altid intetsigende Milla Jovovich) tilbage blandt zombier og andre hævnere i fjerde skud på ”Resident Evil”-stammen.

I ”Afterlife” er Jorden, som vi kender den, som bekendt gået under, menneskenes eksistens reduceret til et minimum, og den forskrækkelige Umbrella-organisation, der til stadighed gør livet surt for usvækkelige Alice og hendes lækre venner, har endnu flere lumske planer for at udrydde alt, hvad der er at udrydde.

I ”Extinction” fra 2007 havde Alice en motorcykel, nu har hun en lille flyvemaskine, ellers er alt stort set ved det gamle. Nå ja, vi skal også trækkes gennem en provinsielt ringe udnyttelse af 3D-effekternes muligheder, så den visuelle fattigdom står endnu tydeligere frem.

Intet godt at sige

Der er ganske simpelt intet godt og heller intet nyt at sige om ”Resident Evil: Afterlife”. Filmserien baserer sig på et computerspil af samme navn, og scenerne, hvor Alice og de andre skal nedkæmpe alskens monstre, er bygget op som spilbaner af forskellig sværhedsgrad. Altså alt er ved det gamle.

Det eneste nye at nævne her er 3D-billederne, hvis uoverbevisende elendighed fasttømrer, at der ikke er nogen grund til at forøge dimensionerne, hvis man ikke har styr på de eksisterende to.

For således at opsummere den fjerde fis i den serielle hornlygte: Der er ingen nævneværdig horror, ingen spænding, ingen handling og heller ingen sex. Og alt det i en film, der slår sig op på netop det. Forstå det, hvem der kan.

Se trailer for filmen.