Bronson

Action

Bronson

Bronson

Instruktion: Nicolas Winding Refn

England 2009

1 time 32 min

Premiere i dag i Palads i København, Grand Teatret i København, CinemaxX i København og Århus, BioCity Aalborg.

Mine damer og herrer, velkommen til Jang’s alias Nicolas Winding Refn comeback. En stilmæssig mesterflab. Og velkommen til Charles Bronson alias Michael Peterson (blændende spillet af Tom Hardy). En brutalis med berømmelsessyge. Velkommen til et standup cabaret teater med vold ophævet til foruroligende kunst.

Manden

Det virker til, at der var en højere mening med, at Nicolas Winding Refn fik den 100 pct. britiske ”Bronson” stukket ud som bestillingsarbejde. Da han først havde fået fyret alle på det oprindelige filmhold og skrevet manuskriptet om, fik han skrevet sig selv ind i historien. Det mærker man nok navnlig som dansker, hvor hans personlige konkurser og sårbare tv-tilkendegivelser har givet en sjælden indsigt i manden bag sin kunst. Det tilfører filmen et interessant dobbeltlag.

Nicolas Winding Refn har et strejf at noget vildt og vanvittigt, en original åre og en super sensitivitet. Allerede med Pusher trilogien viste han sublime evner til at favne og støde væk i et ekstremt frapperende udtryk. I perfektioneret elegance får han sin eksplosive figur Bronson gjort original og latterlig uden, at vi mister sympatien.

Myten

”Bronson” er kendt i England. Som 19-årig fik han syv års fængsel for et mislykket røveri. De syv år er indtil videre blevet forlænget til 34, hvoraf de 30 er tilbragt i isolation grundet voldelig adfærd. Samlet set har manden været løsladt i lidt under fire måneder. I flashbacks og direkte henvendt til kameraet iscenesættes Bronson som myten og ikke manden.

Han bekender, at han altid har drømt om at blive berømt. Hovedkulds styrer han mod ekstrem vold med sætningen: ”Fucking cunt” som adelsmærke. Og hvad er det vi har lært? Hvis man følger det man er allerbedst til, bliver man en succes. I det her tilfælde en berømthed. Berømt for sin vold.

Det hele minder om en sært forvrænget molbohistorie. Han er en latterlig tåbe men med egen mening i galskaben. Charles Bronson ligner sin karrieres start: Den stærke mand i et cirkus, som vi kender ham i karikatur med barberet isse, snoet sort overskæg og et par voluminøse overarme.

Musikken

Han har et diabolsk smil tilfælles med Jokeren fra ”Batman” som en nært beslægtet. Filmreferencer kommer styrtende ind over én i et forsøg på at gengive billedet af Refn’s skarpe univers. Som en karrusel, der snurrer rundt ser man David Lynch dukke op med klare primærfarver og sære personligheder, mens Milos Forman på sidelinjen banker på med sin ”Gøgereden”. Stanley Kubricks ”A Clockwork Orange” væver sig dybere ind i en lang institutions scene, som kulminerer med de skøre, der danser til Petshop Boys uden real lyd. Bronsons storhedsvanvid underbygges særlig velvalgt af voluminøse operapartier af Verdi og Wagner, mens hans kunst antydningsvist tager nye former.

Moralen

At lave en film over en mand og hans vold som kunst virker skræmmende bizart. Hen af vejen også sørgeligt ensformigt. Uden for fængslet mure er han intet. Han kalder det selv stor kunst, når han banker en mand i en lade, mens hans manager tørt konstaterer: ”You just pissed on a gypsy in the middle of nowhere”. Og han suger intenst i sugerøret, da en doven 80’er skønhed spørger: ”So big boy, what does the future hold for Michael Peterson?”

For når han ikke har et bur, knipler, ordensmagt at kæmpe imod, hvorhen kan han da kanalisere sin styrke og opnå sin opmærksomhed?