Red

RED

USA, 2010

Instruktion: Robert Schwentke

1 time 51 min.

Premiere i biografer landet over

Det kan godt være, at Helen Mirren har spillet tre engelske dronninger plus det løse, vundet en Oscar, er blevet adlet og alt muligt andet seriøst. Men sjældent har engelsk films store diva set ud til at nyde noget så meget, som da hun hen imod slutningen af ”Red” står iført overdådig hvid selskabskjole og et lille tørt smil og plaffer løs med et maskingevær på størrelse med en mejetærsker.

Historien om en gruppe pensionerede CIA-agenter, der må i aktion igen, da nogen prøver at udrydde dem, er temmelig banal. Men ud over en række ganske effektive rabalderscener skal man da heller ikke se Robert Schwentkes lovlig tegneseriefilmatisering for handlingens skyld.

Smittende skudsalver

Derimod skal man det, fordi den gemytlige, om end lovlig selvsmagende actionkomedie stiller med en besætning, som mange mere ambitiøse instruktører ville være vandret over ligdynger for.

Vi taler Bruce Willis, Morgan Freeman, John Malkovich og Helen Mirren som eliteholdet, den lidt oversete Marie-Louise Parker som det naive pigebarn, de får på slæb, samt adskillige næsten lige så spektakulære navne i birollerne, ja sågar et gensyn med den 93-årige Ernest Borgnine.

Og som de morer sig, og som det smitter. Titlen er CIA's angivelige forkortelse for ”Retired. Extremely Dangerous” (”Pensioneret. Yderst farlig”), og sådan spiller de modne stjerner også med enorm veloplagthed deres yngre kolleger baglæns ud af lærredet.

Grånende guerillaer

Ud over Helen Mirren med og uden tungt artilleri er det navnlig Morgan Freeman som forsoren plejehjemspatient og i særdeleshed en sindssvagt morsom Malkovich som LSD-paranoid guerillasoldat, der holder gang i løjerne. Bruce Willis er som holdlederen klog nok til bare ikke at gå i vejen, når de store karakterskuespillere ruller sig ud, samtidig med at han godt kan ligne en lidt melankolsk udgave af sin ”Die Hard”-rolle.

For midt i al munterheden lurer der også en illusionsløs fortælling om at blive gammel og så alligevel få lejlighed til at skyde sig igennem en sidste gang. At dømme efter filmen lader det ikke til at være det store problem, og Brian Cox som russisk dobbeltagent får endda lejlighed til at danse tango med Dame Helen.