Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:

Red

En munter actionhistorie om pensionerede eliteagenter. Spillet af det mest formidable hold, man formentlig får at se på film i år.

RED

USA, 2010

Instruktion: Robert Schwentke

1 time 51 min.

Premiere i biografer landet over

Det kan godt være, at Helen Mirren har spillet tre engelske dronninger plus det løse, vundet en Oscar, er blevet adlet og alt muligt andet seriøst. Men sjældent har engelsk films store diva set ud til at nyde noget så meget, som da hun hen imod slutningen af ”Red” står iført overdådig hvid selskabskjole og et lille tørt smil og plaffer løs med et maskingevær på størrelse med en mejetærsker.

Historien om en gruppe pensionerede CIA-agenter, der må i aktion igen, da nogen prøver at udrydde dem, er temmelig banal. Men ud over en række ganske effektive rabalderscener skal man da heller ikke se Robert Schwentkes lovlig tegneseriefilmatisering for handlingens skyld.

Smittende skudsalver

Derimod skal man det, fordi den gemytlige, om end lovlig selvsmagende actionkomedie stiller med en besætning, som mange mere ambitiøse instruktører ville være vandret over ligdynger for.

Vi taler Bruce Willis, Morgan Freeman, John Malkovich og Helen Mirren som eliteholdet, den lidt oversete Marie-Louise Parker som det naive pigebarn, de får på slæb, samt adskillige næsten lige så spektakulære navne i birollerne, ja sågar et gensyn med den 93-årige Ernest Borgnine.

Og som de morer sig, og som det smitter. Titlen er CIA's angivelige forkortelse for ”Retired. Extremely Dangerous” (”Pensioneret. Yderst farlig”), og sådan spiller de modne stjerner også med enorm veloplagthed deres yngre kolleger baglæns ud af lærredet.

Grånende guerillaer

Ud over Helen Mirren med og uden tungt artilleri er det navnlig Morgan Freeman som forsoren plejehjemspatient og i særdeleshed en sindssvagt morsom Malkovich som LSD-paranoid guerillasoldat, der holder gang i løjerne. Bruce Willis er som holdlederen klog nok til bare ikke at gå i vejen, når de store karakterskuespillere ruller sig ud, samtidig med at han godt kan ligne en lidt melankolsk udgave af sin ”Die Hard”-rolle.

For midt i al munterheden lurer der også en illusionsløs fortælling om at blive gammel og så alligevel få lejlighed til at skyde sig igennem en sidste gang. At dømme efter filmen lader det ikke til at være det store problem, og Brian Cox som russisk dobbeltagent får endda lejlighed til at danse tango med Dame Helen.

BLÅ BOG

Mary-Louise Parker

Født den 2. august 1964

Amerikansk skuespillerinde

Hun indledte sin karriere på Broadway i New York.

”Stegte grønne tomater” (1991) blev hendes gennembrudsfilm.

Sideløbende med filmkarrieren har hun haft mange succesfulde optrædener på teatret, og hun har vundet flere priser for sit teaterarbejde.

Også i tv-film og -serier har hun gjort sig bemærket

En kritiker-darling, og selvom hun i mange år også har haft en stor fanskare blandt publikum, kom hendes helt store folkelige gennembrud først for alvor, da hun fik hovedrollen i tv-serien ”Weeds” (2005).

I ”Weeds” spiller hun en forstads-mor, der efter sin mands død tjener penge ved at sælge hash.

Rollen har indbragt hende en Golden Globe.

Anmeldelse: Wanted

21-08-2008: ”Wanted” væver en underholdende historie ud af en usandsynlig helt og en masse visuelt pral. Læs artikel

Anmeldelse: Forloren spænding

08-10-2009: Science fiction-bagatel med skarpe bagtanker, men mekanisk larmende udførelse. Læs artikel

Nyhed: Tre actionhelte i samme film

14-09-2009: Actionfilmheltene Sylvester Stallone, Arnold Schwarzenegger og Bruce Willis danner en trio i filmen "The Expendables", der kommer i biograferne til næste år. Læs artikel

Anmeldelse: Mission: Impossible - Ghost Protocol

26-01-2012: Biljagt, sandstorm, skyderi - intet mangler. Men det gøres for slapt og slattent. Læs artikel

Anmeldelse: Immortals

01-12-2011: Mandekroppen fremstilles som fetichistisk objekt i etblodsprøjtende afklapsningsbal. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på film.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...