Anmeldelse: Immortals

Action-eventyr

Immortals

USA, 2011

Instruktion: Tarsem Singh

1 time 50 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Man kan godt blive nervøs, når et action-eventyrbrag reklamerer for, at filmens producere er de samme som stod bag Zack Snyders ”300”.

Heldigvis går sammenhængen på den visuelle vildskab, og det er derfor ikke en 1:1-overførsel af den fascistoide kropsforelskelse og voldsforherligelse, som ”300” præsenterede.

Og det selv om ”Immortals” er et blodsprøjtende afklapsningsbal, hvor bar hud synes at være dresscode.

Mytologi og fantasi

Vi befinder os i et land, der ligger et sted mellem den græske mytologi og fri fantasi, og her bor den faderløse og fattige Theseus, der en dag ser sin mor blive brutalt myrdet af den onde, onde skurk kong Hyperion (Mickey Rourke). Derefter begynder kampen mellem de gode (der får hjælp af Olympens guder) og de onde.

Mest af alt er historien selvfølgelig en undskyldning for at lave en hulens masse kampscener, og så skidt pyt med, at alting ikke helt hænger sammen. Hvem har i øvrigt brug for subtil psykologi, når man kan få mandekrop klistret på indersiden af øjenlågene.

Hjernen er med

Det interessante ved ”Immortals” er dog, at de mange mandlige helte, der helst optræder i bar overkrop indsmurt i skidt, ikke kun bliver fremstillet som tanketomme slås-maskiner. For Henry Cavill som Theseus, Luke Evans som Zeus og Stephen Dorph som hjælperen Stavros gælder det, at de både er brains and body, både hjerne og krop.

Og så har forbløffende mange lækkert bølget hår.

Mandekroppene bliver mere fetichistiske ikoner end reelle beholdere for menneskeligt indhold, men samtidig får vi lov at føle og grine med figurerne. Det er en behagelig udvikling af sværd-og-sandal-eventyrsgenren.

Men man skal selvfølgelig ikke tage fejl. ”Immortals” er en udvendig og effektblævrende film, der dyrker den tomme æstetik, også i voldsscenerne.