Anmeldelse: The Green Hornet

The Green Hornet

USA, 2011

Instruktion: Michel Gondry

1 time 59 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Det er altid interessant, når en instruktør, der tidligere har vist sig ferm udi filmiske eksperimenter - vellykkede eller ej - er aktuel med nyt på lærredet.

Nu er det franske Michel Gondry, der tidligere har været kompromisløs i sin udforskning af filmmediets konventioner i film som ”Evigt solskin i et pletfrit sind” (2004) og ”The Science of Sleep” (2006). Nu er der så action på drengen, og det går overraskende nok anderledes konventionelt og kedeligt for sig.

Britt Reid (spillet af drengerøvskomikeren Seth Rogen, nu med godt og vel 30 kg færre på sit vældige korpus; andet havde været svært at bære i 3D) lever det glade, ubekymrede playboyliv i Los Angeles.

Sikkert installeret i en fed lejlighed i sin styrtende rige fars garage bruger han sin tid på intet som helst. Så da faderen (Tom Wilkinson, der uden held forsøger at bibringe filmen lidt troværdighed), som Britt hader, fordi han aldrig har været andet end en skuffelse i farmands øjne, på mystisk vis dør, står den formelt dannelsesløse Britt til at overtage ansvaret for avisen The Daily Sentinel, faderens livsværk.

Forvandlingen

Britt er ikke umiddelbart interesseret i at overtage, hvor faderen slap, og beslutter sig for at lave lidt røre i andedammen ved - allieret med sin fars japanske mekaniker/cappucinoekspert, Kato - at agere superhelten The Green Hornet (navngivet efter en i øvrigt helt usammenlignelig 1960'er-tv-serie af samme navn), skræmme byens skurke og slås for nødvendig retfærdighed under dække af selv at være en bad guy.

Speedsnakkeren

Så bliver der uddelt øretæver i 3D, og det går vanen tro langsomt, for 3D i live action lader stadig meget tilbage at ønske.

Handlingen tager ingen uventede drejninger og forløber præcis, som man kan forvente. At Gondry endog har ladet Rogen, der er kendt fra film som ”Knocked Up” (2007) og ”Superbad” (2007), skrive manuskript hjælper ikke på replikniveauet, for Rogen kommer bare til at spille sit vanligt speedsnakkende selv - nu med grøn maske.

Væk er de filmiske eksperimenter, og i hus er en halvdårlig film, der kunne have været lavet af en hvilken som helst anden instruktør.