Anmeldelse: Abduction

Action

Abduction

USA, 2011

Instruktion: John Singleton

1 time 46 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Navnet Taylor Lautner siger måske ikke mange læsere noget.

Men hvis man nu man skriver Jacob, varulv og ”Twilight”, vil i hvert fald familiens yngre medlemmer vide, hvem der står i front i actionfilmen ”Abduction”.

Lautner er efter vampyrserien ”Twilights” succes blevet et holdent navn, og det er helt i overensstemmelse med Hollywoods profit-orienterede rygmarvsreaktioner, at han nu får sin første egentlige hovedrolle i en film, der hovedsageligt henvender sig til teenagere.

Jagter sin identitet

Den unge knægt Nathan opdager en dag, at hans forældre slet ikke er, hvad de giver sig ud for at være, og før han har set sig om, er han viklet ind i et farligt bragende drama, hvor han ikke bare flygter fra snigmordere og andre væmmelige mennesker, men også samtidig jager sin egen identitet.

Med sig har han nabopigen Karen, som han er forelsket i. Hun er da også meget køn, men har derudover ikke meget at sige eller gøre i historiens reelle udvikling. Som i øvrigt er præget af store logiske udfald.

På den måde ligner ”Abduction” så mange andre middelmådige actionfilm. Det er dog svært ikke at blive forstemt over den macho-forstokkede tone, som man her giver i arv til den nye generation af action-fortællinger.

Man kan heller ikke undgå at sidde tilbage med en følelse af, at der bliver talt ned til publikum, når historien drives frem af idiotiske maveplaskere såsom den replikudveksling, som Nathan har med sin psykiater (Sigourney Weaver). Her kommer det frem, at han lider af søvnløshed, hvorefter de straks begynder at bore i en tilbagevendende drøm(!), som han har.

Middelmådig film

Taylor Lautner er først og fremmest sine muskler og adrætte fysik, og han udfylder dermed sin rolle godt.

Gode folk som Weaver, Alfred Molina og ikke mindst den alsidige svensker Michael Nyqvist, der nu også kan melde sig ind i det voksende broderskab af skandinaviske skuespillere, der castes som skurke i Hollywood, gør det så godt, som manuskriptet nu tillader det.

Det vil sige middelmådigt.