Uendeligt drenge-drøn

Action Transformers - De Faldnes hævn

USA, 2009

Instruktion: Michael Bay

2 timer 30 min.

Premiere i dag i 68 biografer landet over

Større, vildere, hårdere, højere må være mottoet for Michael Bays filmkarriere. Med indholdsmæssige undermålere, men stilmæssigt spektakulære film bag sig som “Armageddon” og “Pearl Harbour” er han teenagedrengens instruktør par excellence.

Han kan om nogen få en eksplosion til at se cool ud og arbejde med speciel effekter, så man bare må udbryde et forbløffet wauv.

Nummer to i rækken af filmene om biler, der transformerer sig til helte-roboter, er endnu en af den slags effektjagende adrenalin-pumpere, der nok kan imponere en mekanik-nørd eller to. Men man skal være udstyret med en overordentlig stor portion tålmodighed, hvis man ikke skal kede sig gudsjammerligt i de to en halv time, som den varer.

Valgt af skrotbunke

I den første ”Transformers” mødte vi den lidt nørdede high school-dreng, Sam Witwicky (Shia LaBeouf), der gerne vil charmere den super lækre Mikaela (Megan Fox).

Han håber, at det vil lykkes, hvis han får en bil, og den gule skrotbunke, der på mærkelig vis vælger ham frem for omvendt, har da også helt særlige evner. Den viser sig at være en såkaldt autobot, og den vikler hurtigt både Sam og Mikaela ind i sin og sine rumvæsen-artsfællers voldsomme kamp mod Megatron, en ond robot, der potentielt kan overtage herredømmet over hele universet.

I den første film blev dét afværget, men kampen er selvfølgelig ikke slut, for så kunne der jo ikke komme en toer.

Trods alt vittige scener

Der er ingen grund til at fortælle meget om handlingen i denne efterfølger. Sam skal nu begynde på college, og der får han en irriterende roommate, der så passende kan vikles med ind i slaget, der selvfølgelig igen skal stå mellem en god og en ond robot.

Slaget er i fokus her. Efter godt en time er alt, hvad der er tilbage, et langt bulder og brag. Godt nok er der krydret med vittige scener (især dem, hvor Sams mor er med, og dem, hvor en glimrende John Turturro får lov at klovne lidt rundt), men de er strøet så nærigt ud over filmen, at det på ingen måde kan holde kedsomheden stangen.

Hvis ikke Shia LaBeouf havde så stort et komisk talent og karismatisk nærvær på lærredet, var jeg faldet i søvn under filmen. Der skal altså mere til end større, vildere, hårdere, højere til at holde et publikum vågent.