Anmeldelse: Conan the Barbarian

Action

Conan the Barbarian

USA, 2011

Instruktion: Marcus Nispel

1 time 52 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Conan er en fantasy-figur - i Sword and Sorcery-kategorien. Han kom til verden i 1932, og hans ophav hed Robert E. Howard. Han skrev en række Conanfortællinger, der igen er ophav til alle senere historier om helten fra den fiktive, før-historiske tid, den hyborianske kaldet. I dag kan man møde ham overalt, i bøger, tegneserier og på film.

Således præsenterede 1982-udgaven Arnold Schwarzenegger som det barbariske muskelbundt. Filmen, der også havde Max von Sydow på rollelisten, blev Schwarzeneggers gennembrud og en kolossal succes, som i 1984 blev fulgt op af ”Conan the Destroyer”, men uden samme gennemslagskraft, mens en tredje, ”Conan the Conqueror”, blev opgivet.

Nu drøner ”Conan The Barbarian” igen over lærredet i en ordinær hævnhistorie, der består af slagsmål i alle varianter og af enhver slags: Med de bare næver, med sværd og alskens forhåndenværende redskaber.

Drabelige kampe

Conans far bliver grusomt myrdet, og den voksne søn hævner ham på en magtfuld galning, der leder efter en maske, som vil gøre ham guddommelig. Han har en datter, en sadistisk heks - ikke med knive i ærmerne, men med én på hver finger.

Handlingen er faktisk underordnet (og ret rodet), for filmen forløber som en lang række af drabelige, visuelt kaotiske, computerstyrede kampe, der smadrer og ødelægger samtlige (papmache?) kulisser - igen og igen.

Man slås i sne og i bjerge, i fæstninger og slotte som Askepots, i dybe bjerghuler, hvor den også dyrkes blods-mystik og dæmoniske dødsritualer, og i damme med kæmpeslanger.

Men en rask dreng kan, hvad han vil, og den utrættelige Conan vil hele tiden. Heroisk kæmper han sig gennem alle forhindringer, men slapper dog af i en enkelt laber sexscene i en dæmpet gylden belysning og lever dermed op til sit formål: »Jeg lever, jeg elsker, jeg slår ihjel - jeg er tilfreds«.

Flot og kreativt

Tomme tønder buldrer mest, siger ordsproget, og ”Conan the Barbarian” er lutter tomme tønder - massevis, men selv tomme tønder kan designes flot og kreativt. Det er tilfældet her, selv om man efterhånden reagerer ret blasert og skuldertrækkende på alle de computer-styrede fiksfakserier.