Inception

Inception

USA, 2010

Instruktion: Christopher Nolan

2 timer 28 min.

Premiere i dag i biografer landet over

”Inception” betyder noget, der begynder at eksistere eller vise sig. Det bliver man ikke meget klogere af. Faktisk er den film ikke til at blive klog på - hvis man da ikke er klogere end mig, og hvem er det?

Pressematerialets handlingsreferat yder ingen bistand, men er, hvad englænderne kalder mumbo-jombo: Rent volapyk.

Men altså - så meget kan siges - dog med et vist forbehold: Historien er både en psyko-gyser og en actionfilm på højeste turbo. Handlingen opererer på forskellige tidsplaner af forskellig bevidstheds-dybde og er nok en science fiction-historie, men uden den tidsrefleksion, der er forudsætningen for de mentale forskydninger i f.eks. Alain Resnais' fascinerende ”Jeg elsker dig, jeg elsker dig” (1967).

Væk fra virkeligheden

I ”Inception” drejer det sig om indbrud i andre menneskers søvn og underbevidsthed og dér røve eller plante ideer - som en virus, der kan slå rod i et legeme og begynde at eksistere.

Det er noget, som Leonardo DiCaprio, der ser ud, som om han med nød og næppe er undsluppet fra ”Shutter Island”, er god til, så god, at han kan operere på de fleste af underbevidsthedens etager - de højeste som de dybeste.

Således har han forsænket sin smukke kone, den Oscar-vindende Marion Cotillard, mor til hans to børn, i så dyb en underbevidstheds-eksistens, at hun ikke er i stand til at returnere til virkeligheden. Det er også svært for tilskueren, skulle jeg hilse og sige.

Marionetagtige hjælpere

DiCaprio hedder i filmen Dom Cobb og stjæler hemmeligheder fra sovende ofre. Nu skal han indpode en hemmelighed i en - måske - rig arving. I det forehavende assisteres han af en task force af mere eller mindre anonyme, marionetagtige hjælpere med en knøv pige som den mest realistiske.

Hun spilles af Ellen Page, og det er pigerne, der er de bedste i den fabel bortset fra Michael Caine, der som sædvanligt evner at skabe en figur med et menneskeligt ansigt, selv om det er i en lille birolle.

Positivsiden

På positivsiden tæller det, at instruktøren Christopher Nolan kan lave billeder med en magtfuld visuel aggressivitet. Det vidste vi i forvejen fra hans tidligere film - først og fremmest ”Insomnia” (2002) og ”The Dark Knight” (2008).

Prisværdigt er det også, at han som store forgængere, Bunuel, Bergman og Trakovsky, er fascineret af slægtskabet mellem filmens billeder og drømmens: Forløbet på lærredet svarer til drømmens på indersiden af øjenlåget.

Derved ophæves den afhængighed af en konkret, objektiv, affotograferet virkelighed, som eller er filmens vilkår og begrænsning, og det bliver muligt - med Bergmans udtryk - at skabe cinematografi, billedlige, måske surrealistiske beskrivelser af sjælelige tilstande, som sprogets ord kun nødtørftigt kan pejle.

Det er f. eks. tilfældet i Bunuels ”Mælkevejen” (1968), Bergmans ”Hvisken og råb” (1972) og Trakovskys ”Vandringsmanden” eller ”Stalker” (1979).

Negativsiden

På negativsiden trækker det fra, at Nolan åbenbart ikke kan bestemme sig for, om han vil lave en psykologisk gyser eller en actionfilm og derfor forsøger sig med begge dele uden at præstere nogen af delene tilfredsstillende.

I lange passager er historien, der også er alt for lang, det rene virvar. Der er alt for meget støj, alt for mange eksplosioner og skyderier og alt for lange og stillestående samtaler, når det skal være rigtigt seriøst.

Derfor sidder vi to og en halv time og ser en film, der er for udvendig og for uoverskuelig til at engagere følelsesmæssigt, kan kun vække en modstræbende nysgerrighed og er for abstrakt, for postulerende og for usammenhængende til en intellektuel gådegætning

Altså ingen ting, men ingen ting i en flot iscenesættelse.