Anmeldelse: Gadens ondskab

STREET KINGS

USA, 2008

Instruktion: David Ayer

1 time, 49 minutter

Premiere landet over


For der findes ingen good guys i filmens hårdkogt kriminelle Los Angeles, hvor korruption øjensynligt er hverdagskost på gaderne såvel som kontorerne hos LAPD.

Kurs nedad
I centrum står Tom Ludlow (Keanu Reeves), der efter sin kones pludselige død har sat kursen mod en nihilistisk personlig deroute. Han begynder dagen med tre små flasker vodka og fortsætter stilen, mens han hektisk pløkker alt i sin nærhed ned. Netop hans kølige disengagement og evne til at finde selv de værste forbrydere er, hvad hans chef, Wander (førnævnte Whitaker), sætter særlig pris på ved Ludlow. Men efter i en tordensky af kugler at have været vidne til mordet på sin tidligere makker og nuværende uven Washington på lidt for klos hold peger alt for meget på, at Ludlow, der aldrig er veget tilbage for lidt skyderi, selv har planlagt udåden. At alle imidlertid er villige til at lade skurkene gå fri for at skåne ham virker mere suspekt og sammen med den unge Diskant (Chris Evans), der er på sagen, sætter Ludlow sig for selv at eliminere forbryderne. Men i sin jagt på morderne afdækker han i stedet et spind af korruption og løgne i sin egen afdeling.

Larmende klichéer
”Street Kings” giver et udhulende misantropisk billede af politistyrken i Los Angeles, måske er det sandfærdigt, måske ikke, og det er for så vidt også ligegyldigt. Det er sådan set ganske underholdende, men al den moralske elendighed gør det umuligt at placere sin sympati nogen steder. Det er naturligvis meningen, at vi skal have ondt af Ludlow på grund af tabet af konen, men den historie er så lidt udfoldet, at man aldrig rigtig engageres i den. Derudover tynges filmen af utrættelige klichéer, der larmer højere end maskingeværerne. Ludlows latinamerikansk udseende kærestes verbale omsorg er bare én af dem.

Men trænger man til at blive gennemhullet af moralsk fordærv og pistolskud, så er ”Street Kings” et oplagt bud.