Fast & Furious 5

ACTIONKOMEDIE

Fast & Furious 5

USA, 2011

Instruktion: Justin Lin

2 timer 12 minutter

Premiere i dag i 62 biografer landet over

Et par smækre piger og store, seje bøffer skal stjæle nogle biler i Rio, Brasilien, så de kan leve lykkeligt til deres dages ende. Det opsumerer ganske godt handlingen i benzinafbrænderen, som et barn kunne have skrevet manuskript til.

Det er der flere, der har tænkt.

Derfor kan man på nettet finde et fiktivt interview, der satirisk sætter den femårige Chris Morgan i den røde stol, for han har angiveligt skrevet manuskriptet. Morgan udtaler, at hans vision var »at få nogle af bilerne til at køre hurtigt og nogle af dem til at eksplodere«. Og så falder han i øvrigt hurtigt i søvn i sin interviewstol. Det kan ikke fortælles mere præcist.

Historien i ”Fast Five” er søvndyssende, selv om de larmende actionsekvenser kan holde øjelågene oppe hos publikum over fem år. Filmen har Vin Diesel og Paul Walker på rollelisten.

Oplagte makkere

De hører sammen som action-makkere, selv om de kun har dannet par i film et, fire og nu fem i denne forvirrende franchise.

Mellem Walker og Diesel (efternavnene må give mange ”sjove” kommentarer på settet) er der en snert af kemi, og det redder filmen fra at falde totalt fra hinanden. Der opstår oven i købet få komiske øjeblikke, når to af heltenes brasilianske hjælpere mundhugges, et par, der må være støbt over Malloy-brødrene i ”Ocean's Eleven”.

Filmen fungerer desuden bedst i netop de scener, der plagierer Soderberghs gruppe-krimier.

Men hele formålet med serien er at fremvise brølende biler, stærke mænd og dejlige damer, så det fylder naturligvis mest.

Banalt så det basker

Man tror næsten ikke, det kan blive mere neandertaler-banalt, indtil denne film introducerer Dwayne ”The Rock” Johnson som fascistoid politimand, der skal bringe de væmmelige Walker og Diesel tilbage til USA. Under sit forsøg på at fange dem, går han amok i den brasilianske favela og likviderer stort set alt, der kommer i vejen for ham.

Disse helt ureflekterede mord-orgier, vist nok i den amerikanske retfærdigheds navn, er ikke bare tvivlsomme, men gennemført usmagelige.

Og så kan man undre sig over, at der ikke er nogen, der har fortalt ham, hvor latterlig han ser ud. Som tilskuer ved man ikke, om man skal grine med ham eller af ham, om han er sej eller sørgelig.

Det er muskelmændenes bekymrende mangel på humor og selvkritik, der sætter moralske bremsespor i dette barnlige rodsammen.