Takers

Takers

USA, 2010

Instruktion: John Luessenhop

1 time 47 min.

Premiere torsdag i Palads, København

En gruppe kriminelle har gjort det til deres levebane at røve banker. Det går som smurt i låsesmeds-olie, de er cool, går i skarptskårne jakkesæt, smider om sig med luftige oneliners og bader i modelduller.

Faktisk ville det slet ikke forbavse, hvis hele filmen en halv time inde viste sig at være en lang ansats til en gangsterrap-video. Men selvom der er flere rap- og hiphopstjerner med (T.I., Chris Brown), så er ”Takers” altså en helt almindelig film. Hvis man med almindelig henviser til den vide definition, at fortællingen har en begyndelse, en midte og en slutning.

Det kan man ikke tage fra ”Takers”, der dog mere er et kludetæppe af tunge klicheer, end det er et originalt værk. Genren er kupfilmen, gruppen af charmerende forbrydere er oppe mod en væmmelig russisk mafia og en stædig politimand (Matt Dillon), der sover på sofaen, fordi han er ved at blive skilt fra sin kone.

Men da gruppen planlægger et storstilet kup mod en pengetransport, får politimanden røven op af de bløde puder. Nu skal retfærdigheden ske fyldest.

Svag afskygning

”The Wire”-stjernen Idris Elba giver filmen et skud engelsk arbejderklasse-gone-rich-charme, men den påklistrede sidehistorie om hans narkoafhængige søster er overraskende gumpetung. Eftersom instruktøren må have siddet og klistret scener fra sine yndlingsfilm sammen for at finde formlen på ”Takers”, kan det overraske, at han i samme ombæring ikke lige læste op på sin dramaturgi.

Inspirationskilderne er under alle omstændigheder tydelige og virker i få øjeblikke, om end det blot er som en svag afskygning af originalerne.

Actionscenerne er alenlange, og bedst fungerer en omgang parkour med Chris Brown, der minder om indledningen til James Bond-filmen ”Casino Royale”, men ellers går der tomgang i motoren, selvom det ikke skorter på stilistiske julelege a la Tony Scotts ”Domino”, der var en gang flimrende overfladeæstetik.

Tappet for mening

Inspiration er også hentet fra John Woo og hans slowmotion skydekampe, der i den kinesiske instruktørs hænder udviklede sig til fornem voldsballet, men som hos nybegynderen John Luessenhop bliver tappet for mening, energi og begejstring.

Det kalkerpapir, som han har lagt over sine filmfavoritter (var der nogen, der sagde ”Heat”), er alt for tydeligt, og det mest overraskende ved ”Takers” er faktisk, at den når ud i biograferne.