Anmeldelse: Captain America

Captain America:

The First Avenger

USA 2011

Instruktion: Joe Johnston

2 timer 4 min.

Premiere i 62 biografer landet over.

En superhelt, der skal forsvare de amerikanske værdier i kamp. Det er beskrivelsen af Captain America, Marvels patriotiske superhelt, der kom på gaden i tegneserieform i 1941. På forsiden af hæftet placerer han en knytnæve i sylten på datidens største skurk, Adolf Hitler himself, og dermed slås det temmelig konkret fast, at Captain America tog kampen op mod virkelighedens skurke og ikke bare var ren eskapisme, men snarere blev opfattet som et propagandistisk talerør for interventionens fortalere.

Helten blev hurtigt en succes, men efter Anden Verdenskrigs afslutning dalede interessen for ham, og først da Amerika igen havde en ny ydre fjende, der var nem at karikere, fik landets alfaderlige tegneseriehelt igen et publikum. Det skete selvfølgelig under Den Kolde Krig.

Med dette in mente kunne man forestille sig (og frygte!), at filmatiseringen også ville være en patriotisk-konservativ hyldest af vulgære amerikanske krigsværdier. Men det er på ingen måde tilfældet.

»Jeg kan ikke lide bisser, lige meget hvor de kommer fra,« er den splejsede Roger Stevens/ Captain Americas (Chris Evans) bonmot. Og det bliver også filmens, der holder sig klogelig fra at benytte en agiterende tone. Det er retfærdighed, mod og barmhjertighed, der fejres.

Supersoldat i kamp

Handlingen er lagt i 1940'erne og beskriver, hvordan den splejsede Stevens igen og igen forsøger at blive optaget i militæret, så han kan komme til Europa og slå ned på krigens ”bisser”.

Men først da dr. Eskine (Stanley Tucci) benytter ham som testperson i et eksperiment, der gør Stevens til en supersoldat, får han lov at kæmpe mod den drabelige modstander, Johann Schmidt/Red Skull (Hugo Weaving), der er så ond, at hans soldater heiler med begge arme, når de ser ham. Altså en skurk, der er en arm ondere end Hitler. Så må og skal det jo gå galt!

Chris Evans med det anonyme ansigt underspiller sin heltefigur, Hayley Atwell giver Stevens' kvindelige side kick fandenivoldsk autoritet, og Tommy Lee Jones (som oberst Phillips) er som altid en tur i biografen værd.

Naiv retfærdighedssans

Det skorter altså ikke på gode skuespillere og præstationer, og det er da også i de skæve og ironiske karakterskildringer, at filmen for alvor glimrer. På grund af humoren kommer denne actionfantasi til at vække mindelser om Spielberg-even-

tyret ”Indiana Jones”, men sammenligningen holder ikke hele vejen til banken.

Tju-bang-scener

Desværre fyldes ”Captain America” nemlig til sidst med lange, trælse tju-bang-scener. De falder nok i god jord hos eksplosionsglade 10-årige, men må for alle andre trække en stor portion af charmen ud af filmen.

Det imponerende flotte tidsbillede, den velfungerende naive retfærdighedssans og de mange humoristiske indspark gør dog sit til at løfte ”Captain America” op i den gode ende af de mange superheltefilm, der oversvømmer biografmarkedet. Det er godt gammeldags fedt at se Captain America give en lige højre til alverdens bisser.