Ninja Assassin

Action

Ninja Assassin (Ninja Assassin)

USA, 2009

Instruktion: James McTeigue

1 time 46 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Nu er rød så min yndlingsfarve og navnlig den postkasse-røde. Derfor har jeg en vis sympati for instruktøren James McTeigue (”V for Vendetta”, 2005), som nærmest virker besat af samme farve.

Kampscenerne ikke bare sprøjter af blod (i postkasse-nuancen). Fra kulisse til figur smører alle sig så grundigt ind i farven, som var de i færd med at tage sig et helsebringende blodbad. Og da kampscenerne fylder 96 af filmens 99 minutter, får man hurtigt nok, selv af sin yndlingsfarve.

Blodfattig fortælling

Historien er omvendt ganske blodfattig. En Ninja-Braveheart-figur er opdraget med de onde, men er god. Da de andre slår hans elskede ihjel, får han som livs mission at bekæmpe sine blodbrødre, når de fyrer den af som internationale lejemordere. Det udgør filmens tre historiefortællings minutter.

Har man som jeg en faible for film som ”Crank” (2006) og ”Crank High Voltage” (2009), er man velvilligt indstillet over for ”Ninja Assassin”.

Den mangler så desværre alt det, der gør Crank-universet til et overgearet festfyrværkeri af forfriskende, vanvittigt, humorfyldt action-volapyk, der skruer så grundigt på alle volumeknapper, at man overgiver sig til andet end en farve.

Ros skal helten Raizo have for sin stærkt fysiske indlevelse. Med adrætte badutspring kaster han sig ind i kampen mod de sortklædte ninjaer, og fermt svinger han sværd, Shuriken (kastestjernen) og den veltrænede overkrop.

Hvis samme passion var lagt i manuskript, dialog, og skuespilkunst - havde denne film fået, hvad den reelt mangler: En livsnødvendig blodindsprøjtning.