The Karate Kid slår til igen

The Karate Kid

USA 2010

Instruktion: Harald Zwart

2 time 18 minutter

Premiere i dag i biografer landet over

»Wax on - wax off.«

Vi husker det alle (aehm, altså vi, der var født og gamle nok i 1984): The Karate Kid alias Daniel Larusso, der lærte bevægelserne fra kampsporten ved at stå og gnubbe en bil. En hyldest til denne scene ser man også i version 2010.

Her er det en jakke, som The Karate Kid alias den 12-årige og modvillige Dre skal lære at tage på, tage af, hænge op og smide på jorden igen og igen og igen. Knap så mundret som originalen, men et godt billede på filmen, der i lige dele henviser til sit forlæg og opdaterer klassikeren til 2010-terminologi. Det fungerer i både jargon og stil, og der balanceres roligt mellem tåreperser, velsmurt humor og drenge-action.

Dybde og ydmyghed

Den lille sorgfulde purk Dre Parker (Jaden Smith - ja, Will Smiths søn) har mistet sin far og må forlade Detroit for at følge sin udstationerede mor Sherry (Traji P. Henson) til Beijing i Kina. Det er ikke lige, hvad man har brug for, når man egentlig er så ked, men prøver at give den som sej knægt med attituder og håndtegn. Og slet ikke fedt, når man nærmest fra førstedagen bliver tværet ud på den lokale boldbane, fordi man kigger lidt for længe på den yderst yndige og violinspillende Mei Ying.

Den gamle vicevært Mr. Han og eks-kungfumester (selveste Jackie Chan) må en dag træde til. Elegant og stille nedlægger han de brutale knægte, inden de for alvor gør kål på Dre. Mr. Han tager herefter Dre i lære og viser ham dybde, ydmyghed og skønhed i kampsporten.

Forførende panoreringer

Filmen er postkortflot og giver momentvis et autentisk billede af en familie, der ikke længere regerer på hjemmebanen, og et mini-indblik i kinesisk kultur. Der er smukke turistbilleder fra både hverdags-Kina på det lokale marked med lyde og lugte og fra smukt fascinerende natur og poetiske kulturbegivenheder. Forførende panoreringerne ud over både den kinesiske mur og over kolonner af børn klædt i højrødt, der i takt øver sig i kampsport, giver filmen en visuelt løft, der kan mærkes.

Der er virkelig ikke sparet på noget - heller ikke på længden, og her kunne man snildt have lagt et veltilrettet klip en del tidligere.