Kick-Ass

Kick-Ass

USA, 2010

Instruktion: Matthew Vaughn

1 time 57 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Mennesker kommer og går, men myten om superhelte består.

Forestillingen om, at et væsen med overnaturlige kræfter kan stikke en kæp i hjulet for selv den mest skurkagtige bandit, har længe været hyldet i tegneserier, tv-serier og på film.

Den frygt, der opstod i kølvandet på den truede verdensorden op til Anden Verdenskrig, blev adresseret og dulmet i 1938, da den første udgave af ”Action Comics” udkom, og Superman blev det og de godes lansedrager. Helt konkret blev det, da Captain America gav Hitler en knytnæve lige i fjæset på forsiden af CA's første tegneseriehæfte i 1941.

Genrens selvforståelse

Superheltene har fungeret som et mytisk bolværk mod trusler både udefra og indefra, som patriotiske krigere og heltemodige forsvarere for det enkelte, svage individ. Selvfølgelig har der gennem tiderne været afvigere fra denne konservative helte-tegning, men ikke i helt så høj grad, som det sker i ”Kick-Ass”.

Her er det ikke bare helt såvel som skurk, der får et velafrettet spark i bollerne, det gør den genremæssige selvforståelse også.

I en Tarantino'sk refleksiv, ja nærmest postmoderne stil bryder tegneserieskaberen Mark Millar med det klassiske univers.

Han introducerer et stort, vidunderligt miskmask af selvtægt-teenagere, en lille pige, der kan håndtere skydevåben som Tom Cruise sine sprutflasker i ”Cocktail”, en forskruet far, der klæder sig ud i Batman-kostume for at hævne sin afdøde hustru, og det garneres med groft og sjofelt sprog og æstetiseret voldskoreografi.

Det er farverigt, uforudsigeligt og helt igennem herligt.

Rydder op i underverdenen

Det hele handler om den nørdede teenager Dave Lizewski, der er træt af, at han evig og altid bliver overfaldet i New Yorks gader oven i købet uden, at nogen griber ind. Han køber sig en grøn og gul våddragt, og iført den sætter han sig for at rydde op i underverdenen, som en rigtig superhelt ville gøre det.

Men det eneste, han først får ud af det, er en ordentlig omgang klø. Og hvad kunne man egentlig forvente af en dreng, der mere ligner en langlemmet frø end en hævnende helt?

Den seje Hit Girl

En dag får han dog hjælp af den overdrevent seje lille pige, der går under navnet Hit Girl, og hendes far Big Daddy, og sammen tager de kampen op mod den kyniske mafiaboss Frank D'Amico, der ikke er glad for, at hans håndlangere bliver gjort ukampdygtige af en flok udklædte tegneseriehelte.

Nicolas Cage har rollen som faderen med den alternative børneopdragelse, og det er en fantastisk rolle til manden, der i sine alvorlige roller næsten altid kommer til at virke parodisk, men som i denne lattervækkende karakter for alvor er suveræn.

Og suveræn er altså også, hvad ”Kick-Ass” er. En fornyelse af en konservativ genre, en underholdende tour de force i heltemytologien og et dejligt politisk ukorrekt, hårdtslående og ironisk bud på moderne et helteepos.

Det er helt super.