Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
The Dark Knight | film.guide.dk

The Dark Knight

Man sluger det råt takket være Christian Bales skarpskårne figur i selskab med gamle kendinge.

THE DARK KNIGT

USA, 2008

Instruktion: Christopher Nolan

152 minutter


Der findes ikke rigtige helte længere. Selv Batman må i dette nye kapitel af fortællingen om den maskerede hævner se sig selv gjort til skurk, for som Gotham Citys nye offentlige anklager, Harvey Dent (Aaron Eckhart) siger: »Enten dør du som en helt, eller også lever du længe nok til at se dig selv blive til en forbryder.« Dent er derimod byens lysende håb. Mens Gothams underverden oplever en opblomstring af mafiafolk, der muntrer sig med kinesisk kapital, efter at Batman (Christian Bale) har ryddet op i gaderne og paradoksalt nok opleves som kilde til problemerne, er Dent den pletfri anklager, der lægger ansigt til optimismen.

”The Dark Knight” er efterfølgeren til ”Batman Begins”, instruktør Christopher Nolans succesfulde genoplivning af Batman-myten, der i Nolans hænder er ført tilbage til tegneren Bob Kanes oprindelige idé. ”Batman Begins” var en forfriskende nyfortolkning, der kastede støvet og den campede aura af den næsten 70 år gamle helteskikkelse, og Nolan gjorde universet omkring Batman mørkere, tungere og lagde vægt på psykologien bag figuren Batman. Filmen havde en stor styrke i at fortælle historien om overgangen fra mand til myte og således først introducere den alt andet lige temmelig tåbelige flagermus-dragt på et tidspunkt i fortællingen, da det virkede som kulminationen på en lang forvandlingsproces. I ”The Dark Knight” er Batman i dragten fra begyndelsen, men man sluger det råt - takket være Christian Bales skarpskårne figur, der ser lige godt ud i jakkesæt og i Bat-suit. Bale tilfører Batman-skikkelsen den tyngde og alvor, der gør den tidssvarende.

Mafiaen
I ”The Dark Knight” skal Batman ikke alene kæmpe mod mafiaen, men også mod Jokeren, inkarneret af en dæmonisk velspillende Heath Ledger, der flere gange truer med helt at overtage filmen. Jokeren vil dræbe et menneske om dagen, hvis ikke Batman træder frem og afslører sin sande identitet. Heath Ledger, der døde af en medicinsk overdosis i januar, er fremragende i rollen som den skrupelløse skurk, som fryder sig over sin egen nederdrægtighed med et smil, der er skåret ud i det forvredne, sminkede ansigt. Ledgers enestående præstation giver så meget desto større grund til at begræde tabet af en skuespiller, der kun var på vej mod toppen af sin karriere.

Ordspil
Ud over de allerede nævnte består persongalleriet mest af gamle kendinge - Michael Caine som Alfred, Morgan Freeman som opfinderen Fox, Maggie Gyllenhall som Rachel Dawes (en klar forbedring siden Katie Holmes) og Gary Oldman som politichef Gordon. Alle er velspillende og manuskriptet er overraskende sobert og klichéfrit, men især udmærker ”The Dark Knight” sig, som forgængeren, ved sit visuelle univers, der både imponerer med intense, næsten Wagner'ske undergangsbilleder af den nattesorte storby og flotte biljagter gennem Chicagos gader med Batman på en motorcykel, der vil gøre alle drengerøve grønne af misundelse.

Filmens titel er et ordspil, der fungerer på flere niveauer. Dels går den på Batmans rolle som den mørke ridder, der i modsætning til den tindrende blonde og offentligt kendte Dent, er tvunget til at forblive navnløs og skjult bag den sorte maske. Begge riddere er i kamp mod byens ondskab og om den smukke Rachels gunst. Dels spiller titlen på den mørke nat - The Dark (K)night - for som det siges i filmen, er natten altid sortest lige inden daggry, og selv om det ser sort ud for Gotham City, er der altid en morgendag for dem, der tror på det gode i mennesket. Og for en fortsættelse af historien om superhelten Batman.

Nyhed: Første detaljer om ny Batman-film

11-03-2010: De kommende film om Batman og Superman sparker benene væk under publikum, afslører instruktør. Læs artikel

Anmeldelse: Terminator Salvation

04-06-2009: Tomme tønder buldrer mest. Og der bliver godt nok larmet. Læs artikel

Nyhed: Begejstret modtagelse af "Inception"

29-07-2010: Anmelderne kammer over af begejstring over "Inception" med DiCaprio i hovedrollen. Læs artikel

Anmeldelse: Inception

29-07-2010: Leonardo DiCaprio er så god, at han kan operere på de fleste af underbevidsthedens etager. Men ”Inception” er for abstrakt, for postulerende og for usammenhængende. Læs artikel

Nyhed: Heath Ledgers Joker skræmmer

01-07-2008: Den nye Batman-film, ”The Dark Knight”, er blevet vist for den amerikanske presse. Og en ting synes sikkert – Heath Ledger skaber frygtindgydende respekt i rollen som Jokeren. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...