Anmeldelse: Hellboy 2

HELLBOY 2: THE GOLDEN ARMY

USA, 2008

Instruktion: Guillermo del Toro

1 time 52 min. Premiere i dag i biografer landet over

Der er alle de andre superheltefilm, og så er der dem, Guillermo del Toro laver, når han i øvrigt laver den slags. Det viste den mexicanske instruktør allerede i vampyrdramaet ”Blade 2” og i den første film om den gnavne, cigartyggende, indædt usentimentale røde kæmpedjævel ”Hellboy”, og han gør det i endnu højere grad nu i fortsættelsen.

Del Toro er en i særklasse fantasifuld billedmager, der gerne lader den ene groteske skabning og det ene sære sceneri afløse hinanden og formår at fortrylle tilskueren lige meget på detailplanet som i de store skrækindjagende udstyrsstykker. I ”Hellboy 2” er det imidlertid også nødvendigt.

New York i ruiner
For historien er lige så tynd, som billederne er originale. Med afsæt i irsk mytologi fortælles der om en hævngerrig elverprins, der vil vække titlens uovervindelige hær af gyldne krigere til live for at udslette menneskeheden, hvad Hellboy og de andre gode skabninger så naturligvis skal forhindre.

Det sker imidlertid både for ulogisk og for usammenhængende samt temmelig forudsigeligt, ikke mindst for del Toro-kendere. Filmen er nemlig også baseret på en god del genbrug af visuelle og dramatiske ideer fra flere af hans tidligere film, mesterværket ”Pans Labyrint” inklusive.

Hans gennemgående forestilling om en parallelverden fyldt med magiske skabninger er ellers god nok. Men i dette tilfælde forsvinder handlingen alt for tit i larm, kampscener og ødelæggelse - genren tro henlægges store dele af New York i ruiner - og selv om det er overdådigt og ofte originalt turneret, fører det ikke rigtig nogen steder.

Ond og bedst
Heltefigurerne for deres del er lige så halvbagte, selv om både Ron Perlman i titelrollen, Selma Blair som hans bogstavelig talt letantændelige kæreste og i særdeleshed mimikeren Doug Jones i hele tre roller (en god og to onde) gør, hvad de kan med de skiftevis sentimentale, overpædagogisk forklarende og anstrengt morsomme replikker.

Det er englænderen Luke Goss, der som den onde prins Nuada står for filmens mest helstøbte person.

Magiske øjeblikke
Filmens virkelig magiske øjeblikke, dem, der viser, hvor stor en instruktør del Toro kan være, er tankevækkende nok et par steder, som hverken er snak eller rabalder: Den dybt sørgmodige stemning lige efter, at en enorm skovånd er blevet fældet midt i New York, og heltenes uhyggelige, effektfuldt lavmælte møde med dødsenglen.

Desuagtet skal man opleve ”Hellboy 2” bare for at se, hvad del Toro kan, selv når han overvejende kører på rutinen. Alt imens man roligt kan begynde at skrue forventningerne helt op til hans bud på ”Hobbitten” forventeligt følger i 2011.