Anmeldelse: Safe House

Safe House

USA, 2012

Instruktion: Daniel Espinosa

1 time 45 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Vi må have bedre opsyn med, hvad PET går og laver, forlød det i avisen for nogle dage siden. I forhold til PET er CIA vel nærmest som billard i forhold til bob, men er samtidig - sammen med Mossad - verdens mest effektive, berømmede og berygtede efterretningstjeneste, som der er god grund til at holde øje med.

Der er lavet talrige film om, hvordan råddenskab, korruption og forbrydelser, som bekæmpes af CIA, i virkeligheden har deres udspring i Langley, Virginia, tjenestens hovedkvarter. ”Safe House” er en af dem, men bag den tårner Bourne-trilogien sig op som en inspiration, uden at filmen dog når dens niveau, men mindre kan også gøre det.

Fuld af action

Der er god grund til at være tilfreds med den svensk-fødte, men dansk film-uddannede instruktør Daniel Espinosas agent-historie. Som genre-film er den i orden - og lidt mere: Spændende, rastløs, velmotiveret, fuld af dynamisk action:

Endnu en forrygende, opfindsom biljagt, en hidsig, hurtigt klippet forfølgelse mellem blikskurene i en af de sydafrikanske townships og desuden en let skitseret psykologisk portrættering af de to hovedpersoner, den stilsikre, mentalt selvberoende Denzel Washington, der huskes for sit formidable spil i Ridley Scotts ”American Gngaster” (2007), som havde sine måske største stjernestunder i Spike Lees ”Malcolm X” (1992).

Her spiller han agenten Frost, der er stået af på grund af sit kendskab til svinestregerne i organisationen. Hans modpart, vogter og forfølger er Scarlett Johanssons fraskilte Ryan Reynolds, der spiller agenten Weston og er til stede med både nerve og en i ansigtet afmalet nagende tvivl om, hvad det hele egentlig går ud på.

Med egen dagsorden

Skønt de to er hinandens determinerede fjender, vokser der i løbet af historien en gryende forståelse, ja, et venskab på trods frem imellem dem som så ofte mellem forfølgeren og den forfulgte, især fordi de dybest set er gjort af samme stof og gør fælles sag, men sådan, at den ældste og erfarne Frost bliver en slags tutor for den unge, ambitiøse Weston.

Handlingen skal ikke refereres i detaljer, man kan selv se efter og er godt underholdt, hvis man kan lide den slags historier med forceret tempo, vilde skyderier og åndeløst bragende slagsmål.

Kun skal så meget røbes, at en højt placeret kvinde i CIA har sin egen dagsorden og mistænker og forfølger både Frost og Weston som forrædere, mens en lige så højt placeret herre - fremragende spillet af Brendan Gleeson med drøjde i både kropssprog og diktion - også har sin dagsorden, men af en noget mere anløben art, for opsporingen og uskadeliggørelsen af de to i marken.

”Safe House” byder ikke på de dybe eksistentielle refleksioner, men er en af de film, man har det fint med undervejs og godt kan slappe af med en anden gang.