Unstoppable

Unstoppable

USA, 2010

Instruktion: Tony Scott

1 time 39 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Et kilometerlangt godstog lastet med dødsensfarlige kemikalier pumper med over 100 kilometer i timen førerløst af sted mod en storby. Kun indgriben fra to modige togførere og en kreativ driftsleder kan standse det.

Det ligner lige sådan et enkelt, men slagkraftigt koncept, som den engelske action-veteran Tony Scott burde kunne brillere i. Han kan en masse med maskiner og tempo, flimrende billeder og eksplosioner og hidsig klipning og buldrende musik.

Katastrofen udebliver

Selv om ”Unstoppable” endda foregår i noget, der ligner realtid, virker den dog ikke meget mere end overfladisk pumpende og moderat medrivende. Det skyldes blandt andet, at den indledningsvis fremhæver, at den er inspireret af virkelige begivenheder (i Ohio, ikke som i filmen i Pennsylvania).

For så ved man allerede, at den nok ender nogenlunde godt og familievenligt. Var blot en brøkdel af den mulige katastrofe i sin tid indtruffet, havde Hollywood næppe genfortalt historien i stor stil og med Denzel Washington i hovedrollen.

Lækkert langsom

Det andet problem er, at Tony Scott har det med at blive så forelsket i sit eget virtuose billedlir, at virkningen, nå ja, afspores i manerer, slow motion og anden overlækkerhed. Og så tynges fortællefarten ned, hvor det burde gå stik modsat, og selv den korte spilletid kommer til at virke sejtrukken.

Så nok spiller maskiner og larm og bevægelse og grimme industrilandskaber en til tider ganske effektiv hovedrolle. Men nogen 2010-udgave af åndsbeslægtede adrenalinfilm som 1990'er-klassikeren ”Speed” om en løbsk bus eller den gamle komedie ”Chicago Ekspressen”, ja bare Steven Seagals ”Kapring i høj fart”, er den ikke særlig tæt på at være.

Velsmurte helte

Filmen skal have haft en lang og kaotisk tilblivelseshistorie, og det kan muligvis forklare en del af rutinepræget. Modsat de uansvarlige fjolser mange steder i banevæsenet, som ifølge filmen forpestede tilværelsen for de erfarne togfolk og gjorde katastrofen mulig, har man valgt at satse på det helt sikre.

Ud over en del gedigent håndværk hos Tony Scott og hans stab kan man undervejs imidlertid også notere, at Washington, Chris Pine og Rosario Dawson får smurt ganske godt skuespil på deres hverdagshelte, og at det sågar er lykkedes at få flettet reklame for den smålumre restaurantkæde Hooters ind i en historie, der ellers handler væsentligt mere om jernbane- end om kønsdrift.

Det er selvfølgelig også en slags filmkunst.