Quantum of Solace

QUANTUM OF SOLACE

Storbritannien, 2008

Instruktion: Marc Forster

1 time 46 min.

Premiere på fredag i danske biografer landet over

Malmö Af uransagelige grunde havde den seneste James Bond-film - nummer 22 i den officielle række - premiere i Sverige en uge før i Danmark. Det vil sige, at østdanske 007-nørder allerede i fredags kunne få vores yndlingsagent garneret med opbyggelige biografreklamer om, at alkohol er noget snavs og barselsorlov til fædre en rigtig snäll ting.

Så ved også vi danskere det, og der er samtidig reklamer for i hvert fald tre produkter med direkte tilknytning til ”Quantum of Solace”. Det bliver selve filmen bare ikke bedre af.

Lang eftersætning
Tværtimod fremstår den som et dårligt gennemarbejdet rodsammen, der på den ene side er en meget lang eftersætning til den formidable forgænger ”Casino Royale”, hvor 007 færdiggør arbejdet med at hævne sin elskede Vespers død. Det betyder imidlertid, at det jævnligt forudsættes, at man allerede har set ”Casino Royale”.

På den anden side er hævndelen splejset sammen med en alt for løst konstrueret hovedhandling, hvor en skurk, der tilsyneladende er miljøforkæmper, vil sætte sig på Bolivias vandressourcer. Idéen er lovende, og den franske skuespiller Matthieu Amalric giver en fin lille opvisning i glat kynisme, men den udvikles ikke ud over skitseplanet.

Det er i det hele taget det mærkelige og frustrerende ved filmen: Den smider det ene lovende påfund efter det andet op i luften, men uden rigtig at bruge det til noget. Så er vi til hestevæddeløb i Siena, så er vi på Haiti, så er vi til operafestspil i Bregenz, men uden at de spektakulære locations og deres særpræg rigtig kommer ind i handlingen - kun i sidste del, ude i den månelandskabslignende bolivianske ødemark, opstår der noget, der ligner stemning og karakter.

Seriens korteste indslag
Ganske vist er der masser af bulder og brag og jagter til vands og i luften, også langt mere end i ”Casino Royale”, som ellers var den længste film i serien til dato. Men den var til gengæld så fokuseret og skarp i dialog og plot, at den virker meget mere levende end ”Quantum of Solace”, der er gået til den anden yderlighed og blevet seriens hidtil korteste indslag.

Og så har den ellers velanskrevne schweiziske instruktør Marc Forster i alt for høj grad lagt sig efter den håndholdte, fræsende action-stil fra ”Bourne”-filmene. Her bare i en grad og på en måde, så det jævnligt ganske enkelt er svært at se, hvem der nu kører/flyver/skyder hvorhen.

Så fordamper energien hurtigt midt i al larmen, i særdeleshed i den store, larmende kulmination i et bizart boliviansk hotel helt ude i ingenting. I fredags i Malmö var det da også påfaldende, hvor hurtigt premiereentusiasmen i den fyldte sal fusede ud.

Ubehjælpsomt fortalt
Som helhed er det den mest ujævne, til tider decideret ubehjælpsomt fortalte Bond-historie siden ”The World Is Not Enough”, og i seriens store perspektiv er vi i den nederste top 5. Hvad der kun bliver endnu mere frustrerende i betragtning af, hvor flot billedsiden jævnligt er fotograferet, og i særdeleshed hvor gode en del af skuespillerne er.

Ved at gøre James Bond til sammenbidt, stålblåøjet hævner med kun glimt af knastør humor cementerer Daniel Craig nemlig indtrykket fra ”Casino Royale” af, at han er så langt den bedste Bond i nyere tid - hvis ikke nogensinde.

Flere af de gode biroller fra ”Casino Royale” lever også videre her, hans barske chef Dame Judi Dench såvel som agentkollegerne Jeffrey Wright og Giancarlo Giannini samt ikke mindst Jesper Christensen i en spydig lille scene allerførst.

Sarkastisk overskurk
Samtidig skal man dog også trækkes med en langstilket nullitet af en fotomodel - ukrainske Olga Kurylenko - som kvindelig hovedperson, en savlende diabolsk boliviansk magthaver (Joaquin Cosio), der synes modelleret på general Alcazar fra Tintin, og en slatten titelsang fra Jack White og Alicia Keyes - mens det rigtige musiktema først dukker op under slutteksterne, og der er det ligesom for sent.

Spændvidden er sigende for, hvor usikker og uforløst filmen er, og udover Craigs format er det mest positive, at vi tilsyneladende stadig ikke har set det sidste til Jesper Christensens sarkastiske overskurk.

Tv: Jesper Christensen: Pengene er det bedste