Anmeldelse: I Am Number Four

Action

I AM NUMBER FOUR

USA 2011

Instruktion: D.J. Caruso

1 t. 50 min.

Premiere i dag landet over

En planet bliver sprængt i luften. Muligvis af Tolkien-elskere, der er krænkede over, at den har lånt navnet Lorien fra elverriget i ”Ringenes Herre”. På den anden side kaldes gerningsmændene for mogadonere. Så hvis man læser ny dansk litteratur, forventer man nærmest, at de bliver anført af Suzanne Brøgger.

Det gør de dog ikke. Til gengæld er de to en halv meter høje, har hugtænder og tatoverede isser og går i lange, sorte læderfrakker, så man ikke lægger mærke til dem, når de hernede på Jorden jager de få overlevende fra Lorien.

Fornøjelig rabalderfilm

Én af de overlevende kalder sig John og ligner, når ellers han holder sine overnaturlige kræfter i ave, en helt almindelig filmkøn teenager. Og det er jo allerede svært nok at gå i gymnasiet i en afsides provinsby i Ohio, uden at problemerne med mobning og kønne piger ligefrem behøver at få konkurrence fra morderiske mogadonere og andre monstre.

Det løjerlige ved dette miskmask af ”Superman” og ”Twilight” er, at bogforlægget af pseudonymet Pittacus Lore synes at have været væsentligt mere følsomt og selvhøjtideligt end den ret fornøjelige rabalderfilm, der er blevet skabt over den af D.J. Caruso og hans producer, rabalderkongen Michael Bay.

Filmen, der hovedsagelig er befolket med unge tv-skuespillere, tager mildest talt ikke sig selv alt for alvorligt, men får leveret en ganske tæt, truende grundstemning, et par slagkraftige gys og ikke mindst en storslået tåbelig finale, hvor selv den nuttede bassethund får lejlighed til at vise tænder.