Terminator Salvation
USA, 2009
Instruktion: McG
1 time, 55 minutter
Premiere i 70 biografer landet over
Serien burde være blevet aflivet med 3'eren. Terminated, om man vil. Men ak, nu er 4'eren her, og der er gud hjælpe mig tale om en 5'er også. Historien om verden, der bliver overtaget af maskiner, har tonsvis af fans, og ”Terminator 2: Judgment Day” fra 1992 bliver regnet som noget af det bedste sci-fi action, der er lavet. Men denne gang er konceptet totalt udvandet og historien så rodet, at det anbefales at læse op på den, inden man sætter kurs mod biografen.
Der er ikke længere nogen Arnold Schwarzenegger til at redde kastanjerne ud af ilden, men en ny hybrid, Marcus Wright, er til gengæld opfundet til lejligheden. Han var oprindeligt menneske, men er nu maskine, og han kan måske redde menneskene fra ærkefjenden Skynet - et overvågningssystem med såkaldt selvbevidst intelligens.
Han deler helterollen med figuren fra de foregående tre film, John Connor, der er den store profetiske figur, der indkapsler al tilbagebleven humanisme i den post-apokalyptiske verden, han lever i år 2018. Denne gang bliver Connor spillet af Christian Bale, der ellers er kendt for at tage udfordrende roller i (forholdsvis) intelligente film. Der er, bevares, et stænk af ideer om den afhumaniserede fjende og et skvæt af tanker om en almindelig fremtidsfrygt, men det er i allerhøjeste grad eksplosioner af alverdens ting og sager, der spiller den største rolle i ”Terminator Salvation”.



