Drive

Action

Drive

USA, 2011

Instruktion: Nicolas Winding Refn

1 time og 35 minutter

Premiere i dag i 19 biografer landet over

Forventninger til den danske premiere på Nicolas Winding Refns amerikanske film har været tårnhøje, lige siden han vandt Den Gyldne Palme i Cannes for bedste instruktion. Og man bliver ikke skuffet. ”Drive” er en uovertruffen original film, der må slå benene væk under enhver, der har været kritisk indstillet over for Winding Refns, ofte selverklærede, genialitet som filmskaber. Med ”Drive” har han lavet en storby-western, der sidder stramt som et latexkostume, og som slår hårdere end en nihalet kat. Det er en facade-forelsket film, der giver stød, fordi der er så meget på spil under overfladen. Det er cool.

Ryan Gosling har hovedrollen som manden, der er stuntman om dagen og flugtchauffør for kriminelle om natten. Han lever et ensomt liv i L.A., til han en dag møder sin nabo, den enlige mor Irene (Carey Mulligan), som han forelsker sig i. Da hendes mand kommer ud af fængslet, bliver Driver, som Goslings hovedkarakter bliver kaldt, involveret i et skæbnesvangert kup, der får uoverskuelige konsekvenser for både ham selv og den nabofamilie, som han har knyttet sig til.

Storbycowboy

Som i Sergio Leones Dollars-trilogi, er det manden uden navn, der rider ind i en historie og sætter et fatalt præg på sine omgivelser. Hesten er skiftet ud med hurtige biler, de monumentale landskabspanoramaer er erstattet af billeder af storbyen L.A., der er den moderne ødemark, hvor nomaden, storbycowboyen, laver sine egne regler løsrevet fra statslige retfærdighedsbegreber. Loven er i ”Drive” (næste)kærligheden. Om end melankolien og måske endda misantropien flyder rundt i filmen, er forholdet mellem Driver og Irene håbefuldt og smukt. Det er nok fysisk afmålt, men forelskelsen og kærligheden flyver i mellem dem, når de kigger på hinanden. Den grundtone af positiv fortabelse opstår ikke mindst, fordi Gosling og Mulligans respektive præstationer og indbyrdes kemi er uovertruffen. Et smil, et genert blik er de små virkemidler, der skaber stor skuespilkunst. Det er cool.

Også de andre skuespillere er fantastisk velvalgte. Monstrøse Ron Perlman, flakkende Bryan Cranston som uheldig helt, brutale Oscar Isaac med det sårbare blik og ikke mindst Albert Brooks i en anti-typecastet rolle som skurk, brillerer. Inspireret af Tarantino, der altid har elsket at benytte sig af glemte eller utraditionelle skuespillere, præsenterer Winding Refn et drømmecast. Og det er ikke det eneste, den danske instruktør har tilfælles med Tarantino. For også Winding Refn har en stor forkærlighed for filmen som medie.

Genrebevidst

Han er genrebevidst og dyrker de mørkere og mere rå og voldsomme af slagsen. Det er også tilfældet denne gang. En moderne Western-setting, film noir-plot, kupfilms-biljagter, titler i lyslilla og svungen firserstil magen til dem fra Tom Cruse-filmen ”Risky Business ”, en Cinema du look-tilgang til æstetikken - alt er med til at forme denne hyldest til filmhistorien. Og midt i dette stiliserede pasticheunivers opstår altså en original art actionfilm, der er spændstig, rå og smuk. Og cool, cool, cool.