The Town
USA 2010
Instruktion: Ben Affleck
2 timer 3 min.
Premiere landet over
Hvad amerikanske kriminalfilm angår, lader Boston til at være blevet det nye sort. Faktisk er den ærværdige gamle østkystby på få år kommet til at fremstå som en veritabel røverkule i stærke film som Clint Eastwoods ”Mystic River”, Martin Scorseses ”The Departed” og skuespilleren Ben Afflecks fine instruktørdebut ”Gone Baby Gone”.
I Afflecks nye film efter en roman af Chuck Hogan skildres endda et helt kvarter i byen som specialiseret i bankrøveri gennem flere generationer. Hovedpersonen Dougs far er en barsk type, der har fået livstid for at skyde to vagtmænd, mens junior i stigende grad har skrupler ved håndværket, navnlig da han bliver forelsket i en pige, som hans maskerede bande tidligere har brugt som gidsel.
Affleck er selv vokset op i området, og formår i forbilledlig grad at filme med sin by, både i store panoramaer og i hidsige action-scener gennem bakkede smågader. Historien kulminerer ligefrem med et kup mod det højt elskede baseball-stadion, hvad én af personerne ikke for ingenting sammenligner med at stjæle fra byens domkirke.
Spændingsmotoren snurrer veloplagt og tilpas uforudsigeligt med kun en småsentimental slutning til at trække ned.
Men nok så meget er det ligesom ovennævnte film en besk fortælling om ære, loyalitet og familiebindinger blandt de forråede rester af byens gamle irske arbejderklasse.
Så selv om der slås på tæven, trædes speedere i bund og skydes med tunge våben, gælder det karakterer mindst lige så meget som kup. Og dér bliver filmens lidt paradoksale problem, at Affleck rundt om sig selv som Doug har anbragt birolleskuespillere, der ofte overstråler hans egen lidt tunge, naive udstråling.
Specielt hidsigproppen Jeremy Brenner fra årets store Oscar-vinder ”The Hurt Locker” tilfører som Dougs bedste ven den opbyggelige fortælling en velkommen dimension af ustabilitet og temperament. Og hvis fans af tv-serien ”Mad Men” har spekuleret på, hvordan hovedpersonen Don Draper mon var blevet som FBI-agent, kan de se det her, hvor Jon Hamm for første gang effektivt får overført sin kyniske karisma til en stor biografrolle.
Endda er den mest intense scene et lille psykologisk trekantsdrama mellem Affleck, Brenner og eks-gidslet (Rebecca Hall), hvor det er et spørgsmål om liv eller død, hvorvidt en tatovering bliver genkendt. Til gengæld bliver tatoveringen derefter ikke brugt til noget, og det er lovlig typisk for en film, hvis lækre billedside og mange skarpe skuespillere har det med at skygge for den moralske fabel nedenunder.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



