Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Operation Argo | film.guide.dk

Anmeldelse af Operation Argo

Dramatisk historie om den fantasifulde undsætning af seks amerikanske diplomater under ambassadebesættelsen i Teheran i 1979.


Operation Argo
USA, 2012 Instruktion: Ben Affleck 120 min.
Premiere i dag over hele landet
 

Den 4. november 1979 stormede en blodomtåget, gejl pøbel den amerikanske ambassade i Teheran og tog 52 diplomater som gidsler. I 444 dage holdt man dem fangne i usikkerhed om deres skæbne. De blev frigivet umiddelbart efter, at Reagan ved præsidentvalget i 1980 havde slået Carter, til hvis nederlag Iran-krisen menes at have bidraget.

Det samme var tilfældet med en totalt kikset aktion den 24. april 1980 for at befri gidslerne. Den endte ynkeligt og ydmygende i den iranske ørken og kostede adskillige amerikanske soldater livet.

Men en anden, mere dristig og fantasifuld aktion lykkedes. Under angrebet så seks diplomater deres snit til at snige sig væk og søge tilflugt i den canadiske ambassade, hvorfra de blev evakueret i al hemmelighed. Om planlægningen og afviklingen af deres redning handler ”Operation Argo”.

CIA sætter en ekspert (Ben Affleck) på opgaven. Ved et tilfælde får han en idé: I tv ser han filmen ”Abernes Planet” og udtænker en plan om en film, optaget i Irans øde ørkener. Han får kontakt med et par forsorne Hollywood-folk, og sammen udtænker de handlingen i en film, der naturligvis er fup og fidus, hvor de seks diplomater skal give sig ud for canadiske filmfolk på research.

Hvem kommer først?

Ben Affleck ankommer til Teheran og forelægger planen for de skrækslagne diplomater, der dog modstræbende går med på den. Samtidig har de iranske galninge – revolutionsgarden – opdaget, at der på ambassaden mangler seks ambassadeansatte. Hvor er de? Parallelt med undsætningens faser rykker iranerne tættere og tættere på sandheden. Hvem kommer først? Diplomaterne ud af landet eller iranerne med en pågribelse og sandsynlig likvidering?

For så vidt er filmen en opvisning i ægte suspence: Man ved, hvordan historien ender, så spændingen beror på hvordan, og hvor mange sindsoprivende prøvelser, de involverede skal igennem.

Ikke helt vellykket

Ben Afflecks instruktion er professionel nok, og sammen med George Clooney og Grant Heslov står han desuden som producent. De to sidstnævnte stod også bag Clooneys instruktørdebut, den fremragende ”Good Night and Good Luck” (2005), så vi burde være på sikker grund. Alligevel er ”Operation Argo” trods sin succes i USA ikke helt vellykket: Den giver sig god tid, for god – to timer, men burde være strammet op og spændt efter.

Desuden er håndteringen af suspence-elementet med krydsklipning mellem hidsige, febrilske iranske soldater og anspændte amerikanere lovligt mekanisk, og slutningen skrider ud i sentimentalitet.

I sin virkeligheds-illusion opererer filmen inden for en særlig amerikansk genre i en reportage stil, lidt i retning af en tv-dokumentar, hvad der selvfølgelig understreges af, at skuespilleren optræder som historiske personer, hvoraf nogle er lyslevende den dag i dag.

Et af genrens højdepunkter, men langt fra det eneste, er Alan J. Pakulas ”Alle præsidentens mænd” (1976) om Watergate-skandalen med Robert Redford og Dustin Hoffman som de utrættelige journalister Bernstein og Woodward.

To forsorne gavtyve

Bedst fungerer i ”Operation Argo” samspillet mellem de to desillusionerede kynikere i filmindustrien, Alan Arkin og John Goodman. Men her nærmer vi os farcen.

Med sin mere end 40 år lange karriere behøver den pilskaldede Arkin næppe nogen præsentation, Goodman – den store bamse, huskes ikke mindst for sine formidable præstationer hos Brødrene Coen (bl.a. ”Raising Arizona” 1987, ”Barton Fink” 1991, ”The Big Lebowski” 1998). I fuldendt artistisk samspil er de to vildt charmerende, vittige og slagfærdige, så at replikkerne danser ud af munden på dem.

Indvendingerne bør dog ikke overskygge det faktum, at filmen er værd at se. Selv var jeg godt underholdt med øjnene stift rettet mod lærredet hele vejen igennem. Forbeholdene er eftertankens skyld.

 

Anmeldelse af Runner Runner

26-09-2013: Lidt træg historie om en student, der spiller online poker, bliver snydt af websidens ejer, tiltrækkes af ham, men gør op med ham. Læs artikel

Anmeldelse: Real Steel

05-01-2012: En mand genvinder sit selvværd og sin søn, mens tårerne triller, og kæmperobotter tæver løs på hinanden. Det gør mere ondt i tilskuerens plomber end på dem selv. Læs artikel

Anmeldelse: The Town

28-10-2010: Velsmurt, stemningsfuld moralitet om bankrøver med skrupler. Læs artikel

Anmeldelse: Sherlock Holmes

23-12-2009: Den geniale detektiv er forvandlet til en actionhelt a la James Bond, men personificeret af Robert Downey Jr. er han stadig et dybt charmerende bekendtskab. Læs artikel

Anmeldelse: Gone Baby Gone

05-01-2008: I et slummet kvarter i down town Boston bortføres en dag den lille fire-årige Amanda fra sin mor, Helene, der er både småkriminel, alkoholiker og narkoman. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...